Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

George Savile Halifax

Oprindelig forfatter MBre Seneste forfatter Redaktionen

George Savile Halifax, 1633-1695, engelsk politiker og skribent; marquess fra 1679. Halifax var medlem af regeringen 1669-76, 1679-85 og 1689-90 og modsatte sig bl.a. Karl 2.s katolske og profranske politik. På trods af det gik han uden held imod den såkaldte Test Act i 1673, der udelukkede katolikker fra Parlamentet og fra centraladministrationen. Halifax hindrede imidlertid senere gennemførelsen af en lov, der forbød katolikker på tronen. Under opgøret mellem James 2. og Vilhelm (3.) af Oranje i 1688 søgte han først at få et kompromis i stand, men da det mislykkedes, sluttede han sig til Vilhelm. Halifax' politiske virke kendetegnedes i det hele taget af moderation og mellemstandpunkter, og han kaldtes the trimmer 'lemperen, opportunisten'. Sin politiske grundholdning redegjorde han selv for i 1688 i bogen The Character of a Trimmer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Bregnsbo: George Savile Halifax i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88151