Thomas Wentworth Strafford, 1593-1641, engelsk statsmand, earl af Strafford. Under den lange urolige periode op til Den Engelske Borgerkrig (1642-49), hvor kong Karl 1. og Parlamentet kæmpede om magten, modsatte Strafford sig som parlamentsmedlem først kongens egenrådige optræden, men gik i 1628 over på kongens side. Strafford blev medlem af kongens rådgivende forsamling, Privy Council, og i 1633 statholder i Irland. I sine embeder var han særdeles effektiv og virkede for, at eksisterende lovgivning blev ført ud i livet, fx bestemmelser om dyrtidsforanstaltninger til gavn for det jævne folk og den erhvervsmæssige udvikling. Men da han samtidig var hårdhændet, blev han ikke populær. 1639 kaldte kongen ham til England som rådgiver. Da kongen i 1640 var nødt til at sammenkalde Parlamentet, lod dette Strafford anklage, dømme og henrette for forræderi. Det var dog kun muligt, fordi Underhuset vedtog en særlov til lejligheden, og fordi Overhuset blev skræmt fra at stemme imod.