Thomas Howard, fire på hinanden følgende hertuger af Norfolk i 1400-1500-t. Den tredje Thomas Howard (1473-1554) var slægtens mest kendte og betydelige mand. Under Henrik 8.s regering beklædte han successivt en lang række magtfulde regeringsembeder hovedsagelig af militær art. Han var leder af den katolske hoffraktion, som bekæmpede Thomas Cromwell og protestanternes indflydelse. Som onkel til både Anne Boleyn og Katarina Howard udnyttede han kynisk sine unge, attraktive niecer i dette spil med katastrofal følge for dem begge. Kort før kongens død faldt han selv i unåde, men vendte ved Maria 1. den Blodiges regeringstiltrædelse i 1553 atter tilbage til tidligere indflydelse. Sine sidste år viede han kampen for en rekatolisering af England.