Thomas Fairfax, 17.1.1612-12.11.1671, fra 1648 baron af Cameron, engelsk officer. Fairfax var i Den Engelske Borgerkrigs første år anfører for parlamentshæren i Yorkshire. Fra 1645 blev han øverstkommanderende for den samlede parlamentshær, som han omskabte til den effektive New Model Army. Fairfax anses for at have været borgerkrigens betydeligste militære talent. Politisk var han moderat og støttede i 1660 monarkiets genindførelse.