John Lilburne, 1614-1657, engelsk politisk agitator af radikal puritansk observans. Som leder af Leveller-bevægelsen spillede Lilburne en betydelig politisk rolle under Den Engelske Borgerkrig og Cromwells protektorat, først som modstander af Karl 1., siden i skarp opposition til Cromwell. Han talte og skrev utrætteligt for folkets suveræne rettigheder mod de skiftende autoriteter. Denne virksomhed medførte gentagne fængslinger og perioder i eksil.