Elizabeth 1.

Elizabeth 1. var dronning af England fra 1558. Hun var eneste datter af Henrik 8. og hans anden dronning, Anne Boleyn. Elizabeth overtog tronen efter sin afdøde halvsøster Maria 1. den Blodige på et tidspunkt, da England var i dyb krise. Hendes regeringstid blev én lang balancegang mellem stridende kræfter.

Hjemme måtte hun vogte kronens interesser over for et aggressivt Parlament, der var domineret af en højtråbende puritansk fraktion. Desuden måtte hun finde en løsning på den religiøse konflikt, som var blevet stærkt tilspidset af Marias rekatoliseringspolitik og fik ny næring, da mange landflygtige protestanter vendte hjem straks efter tronskiftet. Dette vanskelige kunststykke løste hun mesterligt med en helt ny kirkeordning, The Elizabethan Settlement (1559), som nok fastholdt bruddet med romerkirken, men alligevel anbragte den anglikanske kirke på en læremæssig midterkurs og sikrede dronningens kontrol med det kirkelige magtapparat.

Udadtil måtte hun ved diplomatisk smidighed kompensere for Englands manglende styrke. Et særligt problem i forhold til Europas katolske magter bestod i, at de anså Elizabeths kongemagt for illegitim, fordi den katolske kirke aldrig havde anerkendt ægteskabet mellem hendes forældre. De satsede i stedet på hendes skotske slægtning Maria Stuart som retmæssig arving.

Denne uforsonlige strid var baggrunden for, at den skandaleombruste Maria Stuart fra 1568 blev holdt i husarrest i England og sluttelig i 1587 henrettedes efter at være blevet afsløret som midtpunkt i en større sammensværgelse. Det var den direkte optakt til det stort anlagte spanske invasionsforsøg i 1588, da Filip 2. satte sin formidable orlogsflåde, Den Uovervindelige Armada, ind på med militær magt at tvinge Elizabeth bort fra tronen. Det storstilede projekt endte imidlertid i ynkelig fiasko, en kombination af dårlig spansk planlægning, engelsk held og ugunstige vejrforhold. Derefter var Elizabeths position endelig sikret såvel hjemme som ude.

Elizabeths uomtvistelige succes som regent må ikke blot tilskrives dronningens politiske tæft og talent for at holde vanskelige situationer flydende, men i lige så høj grad hendes sikre menneskevurdering og evne til at vælge fremragende medarbejdere. Ikke mindst takket være disse evner blev Elizabeths lange regeringstid også en blomstringstid økonomisk og kulturelt; således var Elizabeths England også Shakespeares England.

Trods smigrende ægteskabstilbud giftede hun sig aldrig og efterlod sig derfor ingen arvinger. Hun blev således den sidste regent af slægten Tudor på Englands trone, der ved hendes død gik over til huset Stuart.