John Plantagenet, John of Lancaster, 1389-1435, hertug af Bedford fra 1413, tredje søn af Henrik 4. Som regent mens Henrik 6. var mindreårig, stod John med ansvaret for styret i den mest kritiske fase af Hundredårskrigen. Kampen om kontrollen med det nordvestlige Frankrig havde gennemgående været succesrig, indtil Jeanne d'Arc i 1429 tvang englænderne til at opgive belejringen af Orléans. De voksende finansielle problemer i hjemlandet og hertugdømmet Burgunds tilslutning til Frankrig i 1435 markerede det endelige skibbrud for hans politik.