Hundredårskrigen. Slaget ved Poitiers 19.9.1356 blev en af de største militære katastrofer for den franske hær i Hundredårskrigen. Ikke alene omkom blomsten af det franske ridderaristokrati, men kongen, Johan 2., og hans yngste søn, Filip, blev taget til fange på selve slagmarken. Miniaturen viser kongen og hans søn i blå kapper overstrøet med den franske gyldne lilje overgive sig til en engelsk ridder. Illustration fra Jean Froissarts Chroniques. Bibliothèque municipale, Besançon.

.

Hundredårskrigen, krige mellem England og Frankrig 1337-1453. Baggrunden for de fransk-engelske stridigheder var hertug Vilhelm af Normandiets (Vilhelm 1. Erobrerens) erobring af England i 1066, der skabte forbindelse mellem Normandiet og England. Knap 100 år senere udviklede Henrik 2. denne forbindelse ved sin adkomst til de franske landskaber Anjou, Poitou og Aquitaine.

Englænderne tabte Normandiet i 1204 og Anjou et par årtier senere, men holdt fast ved Aquitaine eller Gascogne, landskabets senere navn. I 1259 fik det status som engelsk len, og Henrik 3. blev Ludvig 9. den Helliges vasal. Denne status blev anledning til bestandig strid. I 1294 og igen i 1324 konfiskerede den franske konge Gascogne, men begge gange kom lenet tilbage på engelske hænder efter mindre, militære stridigheder.

I 1337 indtog Filip 6. af Valois på ny Gascogne, men denne gang gav konfiskationen anledning til skærpet og langvarig strid. Hermed indledtes Hundredårskrigen, fordi franskmændene insisterede på at sammenkæde striden om Gascogne med konflikten mellem Skotland og England, hvor Frankrig stod på skotternes side. Den tredje konfliktflade trådte klart frem, da Edward 3. ved en ceremoni i Gent 26.1.1340 påberåbte sig fransk kongetitel. Det engelske krav på den franske trone var ikke blevet fremsat, da greven af Valois i 1328 blev kronet som Filip 6., formentlig fordi Edward på det tidspunkt var mindreårig. Om Edward 3. havde alvorlige hensigter, eller om tronkravet blot var tænkt som et taktisk udspil i striden om Gascogne, ved man ikke. Da det blev fremsat, havde forspillet til den første militære konfrontation været i gang siden 1338, da Edward drog med sin hær til Flandern.

Den første fase af Hundredårskrigen er kendetegnet af en række engelske sejre, bl.a. Slaget ved Crécy i 1346 og Slaget ved Poitiers i 1356. Denne første fase afrundedes af fredsslutningen i Brétigny i 1360, hvor næsten hele det nord- og vestlige Frankrig kom på engelske hænder; til gengæld afstod Edward sit krav på den franske trone. Englænderne var imidlertid ikke i stand til at kontrollere deres franske besiddelser effektivt.

Denne svaghed fik Karl 5. til at genoptage kampen i 1369, og krigslykken var nu vendt. Edward 3.s politiske og militære autoritet var knækket, og John af Gaunts indfald i Frankrig i 1373 nyttede ikke stort. Under de omstændigheder måtte englænderne søge nye forhandlinger, men en endelig fredsslutning kunne man ikke nå frem til, først og fremmest pga. problemet omkring Gascogne. Først i 1396 blev der indgået en midlertidig fred på 28 år, der blev beseglet af en ægteskabsalliance mellem Richard 2. og Karl 6.s datter Isabella.

Karl 6.s sindssygdom var medvirkende til, at hans onkel hertug Filip 2. den Dristige af Burgund og hans bror hertug Louis d'Orléans indledte en strid, som delte Frankrig. Mordet på Louis d'Orléans i 1407 og den følgende franske borgerkrig fik Henrik 5. til atter at åbne krigen mod Frankrig. Kulminationen kom med hans berømte sejr i Slaget ved Azincourt i 1415 og med generobringen af Normandiet, der blev påbegyndt i 1417. Mordet på hertug Johan uden Frygt af Burgund i 1419 hjalp Henrik frem mod forliget i Troyes i 1420, hvor han blev anerkendt som fransk tronarving og fik stort set hele Frankrig nord for Loire.

Henrik 5.s og Karl 6.s død i 1422 indledte en epoke, hvor det lykkedes England, der blev ledet af John, hertugen af Bedford, i alliance med huset Burgund, at holde stand i Frankrig. Men befrielsen af byen Orléans under Jeanne d'Arc og kroningen af Karl 7. i 1429 inspirerede til fransk genrejsning. Filip 3. den Gode, den nye hertug af Burgund, forsonede sig med Karl 7. i 1435, og dermed blev den engelsk-burgundiske alliance brudt.

Da Henrik 5.s efterfølger, Henrik 6., blev myndig, mistede England efterhånden endeligt sine franske besiddelser. Normandiet faldt i 1450, og det omstridte Gascogne året efter. En generobring af Gascogne blev forsøgt, men den engelske hærfører, John Talbot, blev besejret og dræbt i 1453. Der blev ikke indgået nogen formel fredsslutning, og det engelske kongehus opgav først endeligt sit formelle krav på den franske trone i 1802.

Krigens økonomiske og sociale følger

Under Hundredårskrigen blev Europa fra 1348 ramt af gentagne pestepidemier (se den sorte død). Krigen blev udkæmpet på fransk grund, hvor befolkningen led under både fjendens og de franske lejetroppers hærgning og plyndring, mens den i England fortrinsvis mærkedes gennem de person- og ejendomsskatter, der blev pålagt befolkningen, idet kun de engelske kanalkystegne blev ramt af krigshandlinger.

Handelen blev forstyrret af sørøveri, hvis omfang voksede i takt med krigen, ikke alene i England, men også i Nederlandene og i Frankrig. På den baggrund opstod flere, meget omfattende sociale oprør på land og i by. For både Englands og Frankrigs vedkommende medførte krigen territorial konsolidering og styrkelse af centralmagten.

Se også Frankrig (historie)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig