Beaufort, engelsk slægt, der nedstammer fra Edward 3.s søn John af Gaunt og Catherine. Inden de to blev gift i 1396, havde de fået fire børn; disse blev året efter anerkendt som ægte og fik navn efter Gaunts borg i Anjou i Frankrig; 1407 frakendtes de dog arveret til kronen. Datteren Joan Beaufort (d. 1440) blev gift med den første earl of Westmoreland, Ralph Neville. Henry Beaufort (ca. 1377-1447) blev kardinal, biskop af Winchester og tre gange Englands kansler. Thomas Beaufort (d. 1426) blev hertug af Exeter og kansler. John Beaufort (ca. 1373-1410) blev earl of Somerset, marquess of Dorset og Englands første Lord High Admiral. Hans sønnedatter Margaret Beaufort (1443-1509) blev mor til kong Henrik 7. Slægtens mandslinje blev udslettet 1471 under Rosekrigene.