Tyne, flod i Nordengland; ca. 100 km lang med et opland på 2180 km2. Den begynder nær Hexham, hvor floderne North Tyne og South Tyne løber sammen og fortsætter mod øst. De sidste 23 km inden udløbet i Nordsøen ved Tynemouth er Tyne påvirket af tidevandet. Floden løber gennem et kulområde og har været brugt til kultransport siden 1400-t. Den nederste del af floden har været præget af den kraftige industri omkring Newcastle-upon-Tyne, hvor floden skabte en naturlig havn.