The Wash, stor, lavvandet bugt på den engelske østkyst. Flere floder, bl.a. Ouse, Nene og Witham, udmunder i The Wash. I dag er bugten 24 km lang og 20 km bred, men den har tidligere været over 50 km lang. Den er blevet fyldt med silt og ler fra floderne og havet, hvorpå marskområdet er blevet inddiget og drænet med henblik på landvinding. The Wash er præget af tidevandsforskelle på op til 6,8 m.