Shropshire, Salop, amt (county) i Vestengland grænsende op til Wales; 3490 km2, 306.100 indb. (2011). Floden Severn opdeler Shropshire i et sydvestligt kuperet terræn og et nordøstligt lavereliggende område med udstrakte vidder, heder og moser. Shropshire blev tidligt industrialiseret, idet Abraham Darby i begyndelsen af 1700-t. i Coalbrookdale indledte en produktion af råjern, baseret på koks som energikilde i stedet for trækul. I 1788 lå 21 ud af 53 smelteovne i England og Wales i Shropshire. På trods af dette er området stadig domineret af landbrug med opdræt af får og kvæg, med markedsby i Shrewsbury, samt mejeridrift mod nord. Shropshire har i 1900-t.s sidste årtier haft en vækst i både indbyggertal og arbejdspladser, specielt i området omkring Telford, en new town 20 km NV for udkanten af Wolverhampton.