Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Severn

Oprindelig forfatter KBri Seneste forfatter Redaktionen

Severn, Storbritanniens længste flod; 354 km lang og afvander 11.266 km2. Den har sit udspring i Cambrian Mountains i 600 m højde ved Plynlimon i det centrale Wales. Floden løber først NØ til Shrewsbury, derefter mod syd til Ironbridge, hvor flodens løb tidlig blev udnyttet i forbindelse med jernindustrien ved Coalbrookdale. Floden løber igennem Worcester og bliver øst for Gloucester i sit nedre løb bredere og efterhånden præget af kraftigt tidevand; Severn udmunder i et tidevandsestuarie i Bristol Channel. Severn har flere bifloder og kanalforbindelse til andre floder, blandt andre Themsen, Trent, Humber og Mersey.

I estuariet SV for Gloucester krydses Severn af hængebroen Severn Bridge (frit spænd på 990 m) og af en 7 km lang jernbanetunnel, der begge forbinder det sydlige Wales med England.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten N. Bridgwood: Severn i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=158064