Essex.

.

Essex, engelsk amt (county) NØ for London; 3465 km2, 1,39 mio. indb. (2011). Chelmsford midt i amtet er det administrative centrum. Det nordlige Essex er bakket med iseroderede kalkklipper, der når op i 120 m højde. I den sydlige del findes dybe fjorde og øer langs en fliget tidevandskyst. Klimaet er mildt og relativt tørt (ca. 600 mm pr. år), og knap to tredjedele af arealet anvendes til landbrug (korn, raps, hør og grøntsager). Amtet rummer desuden store skovområder.

Essex ligger mellem London og det frodige landbrugsområde East Anglia og har talrige landsbyer. Det rummer adskillige fritidsområder, bl.a. strandene ved Southend-on-Sea og Clacton-on-Sea, samt flere floder og kanaler, der nu især anvendes til sejlsport, bådsejlads og fiskeri. Byer i den sydvestlige del af amtet er vokset og har fået kontorbygninger og indkøbscentre, og de har stor pendling til London. Industrien er bredt sammensat (fødevare- og elektronikindustri); Colchester og Chelmsford har universitet. Londons oprindelige havn i East End er flyttet til det dybere vand ved Tilbury, og Harwich er både gods- og passagerhavn. Lufthavnen Stansted, der indgår i Londons internationale lufthavnssystem, har både rute- og chartertrafik; Southend har en mindre lufthavn. Desuden findes store olieinstallationer langs Themsen. Amtet rummer kernekraftværket Bradwell-on-Sea.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig