• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

England

Oprindelige forfattere JS, PSkri og VPlum Seneste forfatter Redaktionen

Det røde kors, Sankt Georgskorset, har siden middelalderen været Englands symbol, og det menes at gå tilbage til korstogenes tid. Det første sikre vidnesbyrd om flaget stammer fra 1277, og det var Englands nationalflag indtil 1606, da det indgik i det første Unionsflag. Imidlertid fungerer det fortsat som Englands nationalflag på linje med Union Jack, der i dag er anerkendt som Storbritanniens nationalflag.

Det røde kors, Sankt Georgskorset, har siden middelalderen været Englands symbol, og det menes at gå tilbage til korstogenes tid. Det første sikre vidnesbyrd om flaget stammer fra 1277, og det var Englands nationalflag indtil 1606, da det indgik i det første Unionsflag. Imidlertid fungerer det fortsat som Englands nationalflag på linje med Union Jack, der i dag er anerkendt som Storbritanniens nationalflag.

England, sydlige og mellemste del af øen Storbritannien, der mod nord grænser op til Skotland og mod vest til Wales; eneste større ø er Isle of Wight i syd. England indgår som nation i United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, i daglig tale blot kaldet Storbritannien. Englands areal er 130.279 km2, og indbyggertallet 53 mio. (2011), hvilket gør England til et af de tættest befolkede områder i Europa (360 pr. km2). I almindelig dansk sprogbrug anvendes navnet England ofte både om den britiske hovedø og om hele den britiske nation, Storbritannien og Nordirland. Om engelske og britiske forhold i øvrigt, se Storbritannien.

Kort historisk oversigt

Englands opståen som samlet kongedømme skal bl.a. ses på baggrund af vikingernes angreb på De Britiske Øer i 800- og 900-t. I 927 overtog kong Athelstan af Wessex og Mercia området Northumbria. Han samlede dermed de områder, der efter rigsfællesskabet med Danmark under Knud 2. den Store 1016-35 og oprettelsen af Vilhelm 1. Erobrerens normanniske herredømme i 1066 kom til at udgøre et engelsk kongedømme.

I middelalderen udbredte de engelske konger deres feudale kontrol over Wales og dele af Irland, mens Skotland bevarede sin status som selvstændigt kongedømme. Englands administrative grænse til Wales blev fastlagt ved unionslovene 1536-43; den engelske monarks og Londonparlamentets dominerende stilling på De Britiske Øer udbyggedes fra 1603 gennem kongefællesskab med Skotland og ved indførelsen af parlamentariske unioner med Skotland fra 1707 og Irland 1801-1921.

Annonce

Engelsk og britisk

Englands dominerende position såvel befolkningsmæssigt som politisk og økonomisk giver området en national særstilling. Mens skotter og walisere kan støtte sig på stærke kulturtraditioner og egne nationale symboler, er der i England en større tendens til at betone de værdier, der gælder hele nationen. Rigsfællesskabet og ørigets fælles historiske erfaringer i Det Britiske Imperium har gjort det vanskeligt for englænderne at sondre mellem engelsk og britisk; skal man pege på noget særlig engelsk, vil det ofte være kulturelle manifestationer som Shakespeares nationalhistoriske stykker, John Constables landskabsmalerier, Charles Dickens' litterære værker eller Edward Elgars musik. De kulturelle forskelle inden for Englands grænser er dog iøjnefaldende; den "engelskhed", der knytter sig til institutioner i Londonområdet som Parlamentet, universiteterne i Oxford og Cambridge samt Ascot-hestevæddeløbene, adskiller sig markant fra en nordengelsk identitet, som er forbundet med arbejderklasseværdier og industrielle traditioner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Sevaldsen, Peter Skriver, Viggo Plum: England i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70917