Derbyshire, amt (county) i Midtengland; 2547 km2, 1,0 mio. indb. (2014). Derbyshire omfatter den sydøstlige del af Penninerne og når syd for floden Trent. Floden Dove afgrænser amtet i SV. Store dele af Englands første og mest besøgte nationalpark, Peak District (1951), ligger i Derbyshires nordvestlige område, og landskabet er præget af lave kalkstensbjerge, der i Kinder Scout-bjergplateauet når op i 636 m højde; et større plateau i 300-360 m højde ligger nord for Derby. Den sydlige del, der ligger ved Trent, indgik i det gamle kongedømme Mercia i 400-t. Samme område blev senere en del af The Danelaw, ('Danelagen'), efter dansk erobring i vikingetiden. Den østlige og sydlige del af Derbyshire var tidligere et vigtigt kulfelt og jernmalmsområde. I vest ligger de kulførende lag højest og er lettest tilgængelige, men med forbedret mineteknik blev nye og mere produktive miner med dybereliggende kullag åbnet mod øst ved Chesterfield, Alfreton og Derby. Derbyshires østlige dal, den af D.H. Lawrence beskrevne Erewash, er i dag præget af lukkede miner; det meste kul produceres i naboamtet Nottinghamshire. Kullene anvendes i kraftværker syd for Derby og leverer energi til Midtengland og London. Den lokale jernmalm anvendes ikke længere, men metalforarbejdende industrier ligger fortsat i Derbyshire. De forarbejder bl.a. specialstål fra Sheffield. Med flere regionale støtteordninger har man forsøgt at få nye industrier til området, som har blandet industri. Mod nord og vest holdes får; i syd og øst kvæg.