Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bristol Channel

Oprindelig forfatter BHan Seneste forfatter Redaktionen

Bristol Channel, havarm fra Atlanterhavet, der adskiller SV-England fra Wales; 137 km lang, op til 69 km bred. Den har kraftigt tidevand, og den tragtformede udformning får tidevandsbølgen til at stige fra 4 m ved indløbet til 12 m ved Bristol. Tidevandsbølgerne når op i udløbet af floden Severn.

Under den sidste istid lå isranden langs sydkysten af havarmen, og vand og is eroderede dybe dale i bunden af Bristol Channel. Det har resulteret i havdybder, der gør den sejlbar for oceangående skibe helt til Bristol. Under den tidlige industrialisering var Bristol således center for den transatlantiske trafik. Tidevandet skaber imidlertid så store problemer, at trafikken i dag er flyttet til andre havne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bente Hansen: Bristol Channel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=51054