Ross and Cromarty, område i amtet Highland i det nordligste Skotland. Området var tidligere en selvstændig administrativ enhed, først som amt (nedlagt 1975) og siden som kommune frem til 1997, hvor en kommunalreform medførte en sammenlægning af alle kommuner i Highland. Det tyndtbefolkede område er frugtbart på de kystnære, lavtliggende strækninger mod øst; i den bjergrige centrale og vestlige del er der fårehold. Dingwall 21 km NV for Inverness er områdets hovedby.