• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fife

Oprindelige forfattere ABN og LK-H Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/9093/=ud_a_36824.mp3?revision=2

Fife, halvø og amt i Østskotland mellem fjordene Firth of Tay og Firth of Forth, mod vest afgrænset af en udløber af Ochil Hills samt af Lomond Hills; 1312 km2, 365.200 indb. (2011). Administrationen er samlet i Glenrothes. Hovedparten af området er lavland. Floden Eden flyder mod NØ gennem det centrale Fife med Skotlands bedste landbrugsjorder, hvor der dyrkes korn, roer og kartofler og avles kvæg og får. På kystsletterne ved Nordsøen dyrkes tidlige afgrøder; de magre jorder i vest anvendes til mælkeproduktion eller er plantet til med skov. Industrien er koncentreret i den sydlige del af Fife. Olie- og gasproduktionen i Nordsøen med dens net af underentreprenører og petrokemiske industri er den største bidragyder til den lokale økonomi, der tidligere var domineret af kulproduktion. Elektronik- (Philips, Mitsubishi, Canon) og maskinindustri spiller en væsentlig rolle. Fiskeriet, der er i kraftig tilbagegang, er koncentreret i havnebyerne East Neuk og Pittenweem. Universitetet i Saint Andrews har undervist studerende siden 1500-t. Amtets tilnavn "The Kingdom" er et levn fra perioden, da skotske konger blev kronet i Fife.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Lone Krogsgaard-Hansen: Fife i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75588