• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Borders

Oprindelige forfattere ABN og LK-H Seneste forfatter Redaktionen

Borders, Scottish Borders, (eng. 'grænselandet'), amt i Sydskotland mellem Tweedsmuir-bjergene i vest og den klippefyldte Nordsøkyst. Amtet strækker sig fra de lave bjerge Pentland Hills, Moorfoot Hills og Lammermuir Hills i nord og til den engelske grænse; 4714 km2; 114.000 indb. (2011). Administrationen ligger i Newtown St. Boswells midt i amtet.

En stor del af området er bjergfyldt højland, der i øst går over i et bakket morænelandskab med moser og heder. Amtet gennemstrømmes af floden Tweed på sin vej til udløbet ved Berwick-upon-Tweed. Nær floden er jorderne frugtbare, og øst for byen Kelso dominerer landbrug (korn, grøntsager og frugt). I de sydlige og vestlige dele avles får og kvæg. Foruden landbrug er fiskeri og tekstilindustri grundpiller i amtets økonomi. Eyemouth har områdets vigtigste fiskerihavn. Her danner ørredfarme sammen med laksefiskeri basis for eksport. Garn fra Borders eksporteres til hele verden, og tweed- og cashmerestrikvarer sælges til modehuse verden over. Elektronikindustrien, som primært ligger i Galashiels, er i vækst. Der produceres bl.a. flyvekontrolsystemer til det britiske flyvevåben. Turismen er i vækst, og med den følger et opsving i gamle håndværk som fremstilling af vævede tæpper og keramik samt forarbejdning af træ, jern og sten. Amtet rummer mange ruiner af borgtårne, kirker og slotte.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Lone Krogsgaard-Hansen: Borders i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49663