Storbritannien (Geografi)

Storbritannien kan deles i to naturgeografiske regioner, en syd- og østlig del med bakket og fladt lavland med en jævn kystlinje og en vest- og nordlig del med indskåret, fliget kystlinje og bjergrigt bagland; grænsen mellem de to regioner går mellem Cornwall i SV og Middlesbrough i NØ.

Den bjergrige del er overvejende skabt af bevægelser i jordskorpen i Jordens oldtid, Palæozoikum, dvs. for ca. 545-300 mio. år siden. Ældst er bjergene i Skotland (Highlands og Southern Uplands), Nordwales (Snowdonia) og NV-England ved Cumbrian Mountains, Lake District, skabt under den kaledoniske foldning med metamorfoserede bjergarter (gnejs og schist) og især under istiden nederoderede, afrundede bjergskråninger og uddybede dalsænkninger, ved kysten dog mere forrevne. Højest er Ben Nevis i Skotland med 1343 m; Snowdon i Wales er 1085 m, Scafell Pike i England er 977 m, og Slieve Donard (Mourne) i Nordirland er 848 m. Bjergegnene er gennemgående sørige, især i Skotland, og vegetationsdækket er lavt og sparsomt med lyngheder og tørvemoser og kun få skove.

Yngre er bjergene i SV-England (Dartmoor i Cornwall), Midlands med Penninerne og Sydwales med den sydlige del af Cambrian Mountains, dannet i forbindelse med den variskiske (hercyniske) foldning af sand- og kalksten med kullag. Den nord-syd-gående højderyg i Midt- og Nordengland, Penninerne, består tilsvarende af hævede og senere nederoderede kalk- og sandsten.

Som følge af den voldsomme byudvikling i især England i 1900-t. blev det i 1949 ved lov vedtaget at oprette en række nationalparker og gennemføre fredninger for at beskytte de tilbageværende naturområder og sikre rekreative arealer. Omkring London blev et ca. 16 km bredt bælte udpeget som en „grøn/byfri“ rekreativ bufferzone og som afgrænsning af storbyens fysiske udstrækning. Omkring 2000 er ca. 15% af England og Wales udlagt til nationalparker eller naturskønne områder. Nationalparkerne, oprettet i 1950’erne, omfatter:

Af de udlagte naturskønne områder er de største Cotswolds, Chilterns, Kent Downs og Sussex Downs. Selvom den skotske natur ikke på samme vis er truet af byspredning, er der også her udlagt naturreservater, bl.a. Glen Mor, Argyll, Glen Trool og Queen Elizabeth.

De lavere syd- og østlige egne er dannet i Jordens middelalder, Mesozoikum, og i Tertiær og består af nederoderede bjergarter af kalk og kridt samt af ler- og sandaflejringer. Kalkundergrunden kommer flere steder til syne som et cuestalandskab, fx i de lave bjergrygge North og South Downs og i Cotswolds- og Chilternbjergene; skrivekridt ses blottet i kystklinten ved Dover og udgør undergrunden i East Anglia med det drænede marskland The Fens. Lavlandet udgør mod SØ en fortsættelse af Pariserbassinet på kontinentet, men den landfaste forbindelse til kontinentet blev afbrudt for ca. 8000 år siden i forbindelse med havstigninger og landsænkninger efter sidste istid. Det sydligste England, syd for en linje London-Bristol, blev ikke isdækket under den seneste istid. I lavlandet nord herfor findes bakket og frugtbart moræneland.

Floderne i Storbritannien er mange og forgrener sig ud fra det gennemgående nord-syd-gående vandskel på hovedlandet; floder som Forth, Tyne, Tees, Trent, Great Ouse og Themsen løber mod øst til Nordsøen, mens Clyde, Eden, Mersey og Severn løber mod vest. Bortset fra Severn, der er Storbritanniens længste flod, er de vestvendte floder korte. Flere af de britiske floder har tragtformede udmundinger (flodestuarier), hvor påvirkningen af tidevandsbølger bliver ekstra kraftig, fx Severn, Mersey, Humber og Themsen.

Storbritanniens klima er et mildt kystklima, præget af Golfstrømmens fortsættelse i Den Nordatlantiske Strøm. Vandrende lavtryk fra Atlanterhavet gør vejret omskifteligt, men med sydvestenvind som fremherskende vindretning; nedbøren fordeler sig jævnt over hele året, dog med størsteparten i vinterhalvåret. Regionalt er der store forskelle i nedbørsfordelingen; de vestlige, bjergrige egne af landet får størst nedbørsmængde, fx i gnsn. 2500 mm om året i NV-Skotland, mens de østlige, lave egne får mindst, ned til ca. 500 mm om året; modsat er fordelingen mht. antal solskinstimer, hvor Brighton på SØ-kysten har fem timer pr. dag i gnsn., mens der ved Loch Lomond i det skotske højland mod NV er mindre end tre timer pr. dag. Gennemsnitstemperaturen i januar er for hele landet 3-6 °C, varmest i Cornwall i SV med 7 °C, koldest i bjergene mod nord med 0 °C. I juli er gennemsnitstemperaturerne i Sydengland 17-18 °C, mens den er 10-12 °C i nord.

Storbritannien er et af de tættest befolkede lande i Europa. Befolkningstallet var omkring år 1700 kun ca. 5,5 mio., men parallelt med industrialiseringen steg befolkningstilvæksten især som følge af en reduceret dødelighed; befolkningstallet steg til 33 mio. ved udgangen af 1800-t. til trods for en omfattende udvandring, hvorefter væksten klingede af; tilvæksten 1971-97 har i gnsn. været 0,1% pr. år, men steg 2001-04 til 0,4%, hvilket især skyldtes større indvandring. Stigningen har i alt været 7% 1971-2004. På sigt vil der ske et fald i befolkningstallet, hvis ikke der foregår indvandring, idet fertiliteten siden 1977 er faldet fra knap tre fødsler pr. kvinde til 1,66 i 2006.

Storbritanniens befolkning er overvejende sammensat af efterkommere af indvandrede keltere, romere, saksere, skandinaver, jøder og normanner. Siden slutningen af 1800-t. har udvandringen som oftest været større end indvandringen; en undtagelse var dog årene fra slutningen af 1950'erne, da mange kolonier blev selvstændige, og indvandringen fra en række Commonwealth-lande steg kraftigt. I 2004 var 8% af befolkningen af ikke-vestlig etnisk oprindelse, hovedsagelig fra Indien, Caribien, Pakistan, Bangladesh og Afrika. Desuden har der været og er der stadig indvandring fra især Irland, Australien, New Zealand og USA. London har langt de fleste indvandrere, især fra Caribien, Afrika og Bangladesh, mens især de pakistanske indvandrere er jævnt fordelt i England. Folketællingerne 1991 til 2001 viser også den skæve udvikling af befolkningstilvæksten i landet. Fx viser Cambridgeshire, Milton Keynes og nybebyggede havneområder i London tilvækst på 16-20%. Store dele af det sydlige England har haft vækst på 5-16%, mens de fleste byer i NØ-England faldt med 4-7% og fx Liverpool og Manchester i NV-England faldt med 8-9%. Det industrielle Nordengland, der var rygraden i det britiske imperium, falder bagud i globaliseringen.

Der er synlige og store klasseskel og indkomstforskelle, en skævhed, der er øget siden 1980'erne. Regionalt er de rigeste indkomstgrupper koncentreret i Londonregionen og det sydlige England, mens ældre industri- og mineområder fx i Wales, Nordengland, Skotland og Nordirland har koncentration af lavindkomster. Også i begyndelsen af 2000-t. vokser den regionale skævhed, ligesom de store byer præges af en indre skævdeling.

Den industrielle revolution medførte vækst i eksisterende bysamfund, fx havnebyer, og dannelse af nye, fx minebyer, ved de anlagte kanaler og senere stationsbyer. Urbaniseringen fandt i første omgang sted i kuldistrikterne i NØ, i Lancashire, Midlands og Sydwales samt i London. Store agglomerationer udviklede sig frem til 1960'erne, hvorefter disse oplevede en befolkningsnedgang. Urbaniseringen fortsatte dog med vækst i små og mellemstore byer, men også i visse landområder steg befolkningstallet som følge af udflytning fra storbyerne. Tættest befolket er NV-England med koncentration i Manchester-Liverpool og SØ herfor med Birmingham og London som tyngdepunkter. I 1990'erne er befolkningstætheden øget lidt i Midt- og Sydengland og Wales, mens den har været svagt faldende i Nordengland, Skotland og Nordirland. Mere end 90% af befolkningen bor i bymæssig bebyggelse, og 60 byer har over 100.000 indbyggere. En særlig bytype med stor vækst, de såkaldte new towns, har været aflastningscentre for de større byer. Generelt er det britiske landskab, bortset fra bjergegnene, præget af mange tætliggende, mellemstore byer. Bybilledet er ofte præget af lave, små rækkehuse, almindeligvis i to etager og i rød teglsten eller sandsten, og dobbelthuse; begge typer blev indtil 1980'erne opført både som ejerboliger og socialt boligbyggeri. Disse boligtyper udgør 60% af boligmassen i landet, hvor lejligheder udgør 18% og villaer/landhuse udgør 22%.

Traditionel tungindustri med minedrift, jern- og stålværker samt maskin- og tekstilindustri var længe rygraden i Storbritanniens økonomi, men med bl.a. utidssvarende produktion og ejerforhold løb de traditionelle industrier ind i en alvorlig krise, der medførte en vidtrækkende omstillings- og rationaliseringsproces 1975-90; den betød virksomhedslukninger, omfattende privatiseringer inden for visse brancher (bl.a. mine-, stål- og værftsindustrien), høj arbejdsløshed og en omfordeling i den regionale økonomi. Økonomisk vækst, bl.a. med udenlandske investeringer, er siden især set inden for finansiel virksomhed, i mindre virksomheder og koncentreret til landets sydlige egne i mindre og mellemstore byer omkring London, Bristol og Southampton, mens områder med økonomisk tilbagegang har vist sig i og omkring gamle industribyer som Liverpool, Manchester, Birmingham, Middlesbrough, Newcastle og Glasgow samt i Nordirland og Wales. Blandt initiativerne til at fremme væksten i de hårdest ramte områder kan nævnes etablering af økonomiske frizoner og regionale støtteordninger, som dog har medført, at en række firmaer blot er flyttet over korte afstande for at få støtte eller skattelettelser, især i 1980'erne.

Det tætbefolkede og -bebyggede land har et fintmasket vej- og jernbanenet, en stor handelsflåde og mange dertilhørende havne med stor godsomsætning. 50 lufthavne dækker et udbygget indenrigsnet af rutefly og lettere godstransport, og en mindre del indgår i det internationale net af flytrafik. Store dele af transportsektoren blev privatiseret i 1900-t.s sidste årtier inden for både bus-, jernbane- og flytrafik.

Den første store udvikling på transportområdet var tilvejebringelsen 1750-1830 af et stort kanalnet, der sammen med floderne blev et system af indlandsvandveje, der i sluser blev ført over højdedrag eller igennem tunneler samt over dalsænkninger på broer. Kanaltransporten understøttede den tidligste industrialisering, men mistede efterhånden sin betydning, da jernbanenettet blev etableret. De mange, smalle kanaler benyttes i dag til fritids- og turistsejlads samt til lystfiskeri.

Verdens første jernbane blev åbnet i England 1825 mellem Stockton og Darlington til transport af kul, og 1830 åbnedes for passagertransport mellem Manchester og Liverpool. De følgende 100 år blev jernbanen den helt dominerende transportform, hastigt udbygget og drevet i fri konkurrence. I 1948 blev banedriften nationaliseret, og bl.a. pga. bilismens fremvækst blev banenettets omfang kraftigt reduceret; den samlede længde var i 1948 ca. 31.000 km, i 1961 29.000 km og i 1995 16.700 km; 1994-97 blev jernbanedriften atter privatiseret. En tredjedel af nettet er elektrificeret, og omkring storbyerne er jernbanenettet stadig fintmasket; i London, Glasgow og Newcastle findes undergrundsbaner til lokaltrafik. Forbindelserne mellem landsdelene er gode og hurtige, og i 1994 blev jernbanenettet via Kanaltunnelen forbundet med det franske.

Den kollektive landtrafik er foruden på jernbanenettet baseret på bustrafik i et regionalt og interregionalt net og i bybustrafik. I Manchester har man genindført sporvognsdrift (1992) og ligeledes i Sheffield (1994). Den privatiserede jernbane- og busdrift har dog medført en ringere service i visse områder, hvilket har været med til at fremme den i forvejen omfattende privatbilisme, der benytter det i øvrigt fintmaskede vejnet med flere store trafikkorridorer med motorveje, hovedsagelig omkring London. London er så hårdt belastet trafikmæssigt, at der i centrum er indført afgift for motortrafik.

Flytrafikken, især den internationale, har været i vækst igennem en årrække og har stillet krav om øget kapacitet i lufthavnene. I 2004 var der 216 mio. flypassagerer, hvoraf 10% var til indenrigsdestinationer. Trafikken til London er fordelt på fem lufthavne (Heathrow, Gatwick, Stansted, City og Luton).

Som søfartsnation er Storbritannien velforsynet med havne; 9/10 af landets import og eksport går stadig ad søvejen over ca. 80 havne, hvoraf de vigtigste er London (Tilbury), Forth, Grimsby and Immingham, Tees and Hartlepool, Sullom Voe, Milford Haven, Liverpool og Southampton. Flere af storbyernes gamle havne har mistet deres betydning i takt med behovet for specialhavne (bl.a. til olie- og containertrafik); fx flyttede Londons havnetrafik i 1970 til nye anlæg ved Tilbury længere ude ved Themsens munding og til Felixstowe.

Læs mere om Storbritannien.