Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Storbritannien (Historie - Perioden 1914-45)

Oprindelige forfattere JS og NArS Seneste forfatter Redaktionen

Storbritannien. Under 1. Verdenskrig havde britiske kvinder overtaget funktioner i samfundet, der hidtil havde været forbeholdt mænd, og under 2. Verdenskrig genoptog de dette arbejde. Kvinder varetog også mange hjælpefunktioner, fx i Auxiliary Territorial Service (ATS) og Women's Auxiliary Air Force (WAAF). Her to hverve- og propagandaplakater fra 2. Verdenskrig.

Storbritannien. Under 1. Verdenskrig havde britiske kvinder overtaget funktioner i samfundet, der hidtil havde været forbeholdt mænd, og under 2. Verdenskrig genoptog de dette arbejde. Kvinder varetog også mange hjælpefunktioner, fx i Auxiliary Territorial Service (ATS) og Women's Auxiliary Air Force (WAAF). Her to hverve- og propagandaplakater fra 2. Verdenskrig.

Den 4.8.1914 erklærede Storbritannien Tyskland krig og blev dermed inddraget i det, der skulle blive 1. Verdenskrig. Officielt begrundedes krigserklæringen med, at Storbritannien var traktatligt forpligtet til at beskytte Belgiens neutralitet, men den dybereliggende baggrund var, at en tysk sejr i en europæisk krig ville forrykke magtbalancen på kontinentet i modstrid med britiske interesser. Man regnede med, at krigen ville blive kort, og at den britiske hovedindsats skulle bestå i, at den britiske flåde blokerede fjendernes handelsruter.

Den Store Krig

I stedet kom krigen til at vare over fire år, og den britiske hovedindsats fandt sted på landjorden. Storbritannien havde ikke værnepligt ved krigens udbrud, men en blanding af nationalisme, eventyrlyst og socialt pres betød, at ca. 4,5 mio. mænd fra Storbritannien og dominions meldte sig frivilligt. Frivilligheden kunne dog ikke i længden dække hærens behov for mænd til de blodige masseslag på Vestfronten, og i 1916 blev der indført værnepligt.

På hjemmefronten blev slagordet "business as usual" i løbet af 1915-16 afløst af regeringskontrol, hvor transport, råvarer, energi og mad blev fordelt og rationeret. Særlig kontrol var der med rustningsindustrien, hvor staten i 1918 selv drev mere end 200 virksomheder. Mens kvinder i 1911 udgjorde 30% af arbejdsstyrken, var deres andel i 1918 47%.

Annonce

Den Store Krig fik vidtrækkende konsekvenser. Den nationale krigsbegejstring overlevede ikke krigen. Tværtimod var erindringen om krigen som meningsløst myrderi en vigtig baggrund for britisk udenrigspolitik i mellemkrigstiden, herunder eftergivenhedspolitikken, appeasement, over for Tyskland. 723.000 mænd blev dræbt, og ca. 1,2 mio. invalideret i krigen, og der var næppe en britisk familie, der ikke blev berørt. Økonomisk havde krigen været kostbar, og selvom både skatter og afgifter var sat drastisk i vejret, finansierede man primært krigen gennem lån, og den indenlandske statsgæld blev tidoblet 1914-19.

Det irske spørgsmål

Behovet for en løsning på det irske spørgsmål blev akut, da de irske nationalister fra Sinn Féin, der var blevet stærkt styrket i krigsårene, efter deres valgsejr i 1918 ensidigt erklærede dannelsen af en irsk republik. Det accepterede den britiske regering ikke. Den gennemførte til gengæld en lov, der delte Irland i to dele med hjemmestyre, som Sinn Féin på sin side fandt uacceptabelt. Resultatet blev en 18 måneder lang krig mellem IRA og britiske styrker. I 1921 blev der indgået en fredsaftale, der gav Sydirland status som dominion under navnet Den Irske Fristat. Samtidig fastholdt Nordirland sin status som del af Det Forenede Kongerige (United Kingdom) med hjemmestyre. Denne særstatus benyttede det unionistiske og protestantiske befolkningsflertal til opbyggelse af et lokalt styre, der frem til 1968 systematisk diskriminerede det irsk-nationale katolske mindretal (se Irland (historie)).

Mellemkrigstiden

Det liberale parti kom stærkt svækket ud af krigen. Det skyldtes ikke mindst, at Lloyd George i 1916 formelig havde kuppet sig til statsministerposten med konservativ støtte, og det splittede partiet afgørende, men svækkelsen skyldtes også, at krigen havde styrket arbejderbevægelsen. Fagbevægelsens medlemstal var blevet næsten fordoblet, og ved valget i 1918 indtog Labour rollen som landets andet store parti over for den konservative-liberale koalition, der under Lloyd Georges ledelse vandt en solid valgsejr. Det var de konservative, der dominerede Lloyd Georges koalition, og det blev de konservative, der kom til at dominere mellemkrigstidens politik. Kun i to korte perioder, i 1924 og 1929-31, kunne Labour under Ramsay MacDonald danne regering. En koalitionsregering fra 1931 havde formelt MacDonald som leder indtil 1935, men reelt regerede de konservative under ledelse af først Stanley Baldwin, derefter Neville Chamberlain.

I valgkampen i 1918 havde Lloyd George lovet "et land for helte". Der skulle gennemføres store reformer. Det første skridt var allerede taget med en valglov, der indførte universel valgret for mænd og gav valgret til kvinder over 30 år (først i 1928 blev kvinder fuldt ligestillet med mænd). 1919-20 blev der også gennemført markante sociale reformer, bl.a. forbedret arbejdsløshedsunderstøttelse og offentligt boligbyggeri. Men så tørrede reformerne ud, da økonomisk krise og den tyngende gældsbyrde betød, at staten måtte indskrænke sine økonomiske aktiviteter.

Storbritannien 1930'ernes økonomiske krise ramte især det nordlige England hårdt. I mine- og industribyen Jarrow nåede arbejdsløshedsprocenten således op på næsten 70. Jarrow lagde navn til en række såkaldte hunger marches og crusades, demonstrationstog, som udgik fra nord med mål i London. Fotografi fra 1936, bragt i Illustrated London News 31/10.

Storbritannien 1930'ernes økonomiske krise ramte især det nordlige England hårdt. I mine- og industribyen Jarrow nåede arbejdsløshedsprocenten således op på næsten 70. Jarrow lagde navn til en række såkaldte hunger marches og crusades, demonstrationstog, som udgik fra nord med mål i London. Fotografi fra 1936, bragt i Illustrated London News 31/10.

Billedet af en kriseramt økonomi, permanent høj arbejdsløshed, arbejdsmarkedsproblemer med den store generalstrejke i 1926 som kulmination og handlesvage regeringer dominerede længe opfattelsen af den britiske mellemkrigstid. Nyere forskning har imidlertid nuanceret billedet. Nok var der en høj arbejdsløshed på mellem 10 og 22% 1921-38, men den var koncentreret i de gamle industriegne, hvor de klassiske industrier var i dyb krise. Til gengæld var der vækst i Sydengland, hvor nye forbrugsvareindustrier slog igennem. I mellemkrigstiden slog forbrugersamfundet også igennem i store dele af landet. Perioden var præget af betydelig politisk stabilitet, hvor hverken kommunister eller fascister havde held til at vinde afgørende fodfæste. Det var blandingen af krise og stabilitet, der i 1941 fik socialisten George Orwell til at karakterisere landet som en familie, præget af store sociale og økonomiske modsætninger, "men trods alt en familie".

2. Verdenskrig

Opfattelsen af nationalt sammenhold blev stærkt styrket af 2. Verdenskrig. Rationering, værnepligt for både mænd og kvinder, tyske bombardementer af britiske byer og en vellykket propaganda skabte forestillingen om en "folkets krig". Fra maj 1940 var Winston Churchill en populær og samlende statsminister, men mens Churchill førte krig, var det hans regerings ministre fra Labour, især Clement Attlee og Ernest Bevin, der stod i spidsen for organiseringen af det britiske samfund til effektiv krigsførelse. Herved fik Labourlederne regeringskompetence, og — lige så vigtigt — deblev kendt og respekteret i befolkningen, hvilket er en vigtig del af forklaringen på, at Labour i 1945 vandt en jordskredssejr over krigshelten Churchills konservative. Men Labours sejr skyldtes også, at partiet lovede, at "folkets krig" skulle følges af en "folkets fred". Hvordan det skulle gøres, kunne man læse i den liberale økonom William Beveridges rapport om velfærdsstaten, der udkom i 1942 og blev genstand for kolossal opmærksomhed (se Beveridge-rapporten). Beveridge argumenterede for, at man ikke blot burde, men også kunne afskaffe social nød gennem en omfattende modernisering af den velfærdsstat, som de liberale regeringer havde lagt grunden til før 1914.

Krigen betød en alvorlig svækkelse udenrigspolitisk. Nederlagene til japanerne i Asien var med til at bane vejen for afkoloniseringen efter krigen. Målt i menneskeliv var omkostningerne mindre end i 1. Verdenskrig: 356.000 døde og 45.000 savnede. De økonomiske omkostninger var imidlertid høje og gjorde landet afhængigt af amerikansk hjælp til genopbygningen efter 1945. Landets dage som dominerende verdensmagt var talte, om end det tog sin tid, inden det gik op for politikere og befolkning.

Læs om perioden 1880-1914 og om perioden fra 1945.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Sevaldsen, Nils Arne Sørensen: Storbritannien (Historie - Perioden 1914-45) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165431