Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Storbritannien (Historie - Perioden 1880-1914)

Oprindelige forfattere CBjø og JS Seneste forfatter Redaktionen

Storbritannien. Kampen for de britiske kvinders stemmeret var lang og til tider meget voldelig. Women's Social and Political Union (WSPU), dannet i 1903, benyttede sig af militante metoder som fx ildspåsættelse. Bevægelsens fængslede medlemmer fortsatte deres protest ved at sultestrejke, men blev imødegået med tvangsfodring. Kvinder over 30 fik stemmeret i 1918; i 1928 fuld stemmeret på samme betingelser som mænd. På WSPU-plakaten fra 1910 står: Behandling af politiske fanger under en liberal regering.

Storbritannien. Kampen for de britiske kvinders stemmeret var lang og til tider meget voldelig. Women's Social and Political Union (WSPU), dannet i 1903, benyttede sig af militante metoder som fx ildspåsættelse. Bevægelsens fængslede medlemmer fortsatte deres protest ved at sultestrejke, men blev imødegået med tvangsfodring. Kvinder over 30 fik stemmeret i 1918; i 1928 fuld stemmeret på samme betingelser som mænd. På WSPU-plakaten fra 1910 står: Behandling af politiske fanger under en liberal regering.

I anden halvdel af 1800-t. udvikledes imperialismen som en væsentlig bestanddel i britisk politik, hvor Storbritanniens kontante politiske og økonomiske interesser og forestillingen om en civilisatorisk opgave, "The White Man's Burden", indgik med andre elementer i troen på Det Britiske Imperiums verdenshistoriske betydning.

Imperialismen

I Afrika førte kapløbet med Frankrig til erobring af store områder, og især i Sudan og i Sydafrika førtes langvarige krige mod de indfødte stater. I Asien udstraktes herredømmet over Indien i 1880'erne til Burma, mens der blev ført gentagne krige i Afghanistan, bl.a. for at dæmme op for den russiske ekspansion i Asien. For at styrke forestillingen om imperiets samhørighed lod Disraeli i 1876 dronning Victoria udråbe til kejserinde af Indien, og på Berlinkongressen 1878, hvor Storbritannien ønskede at bremse den russiske offensiv på Balkan, erhvervedes Cypern fra Tyrkiet.

Britiske ekspansionsbestræbelser i Sydafrika førte 1899-1902 til Boerkrigen mod de to selvstændige stater Oranje og Transvaal, der først blev nedkæmpet efter flere års kampe og afslørede mangler i britisk hærførelse. I 1867 havde Canada opnået indre selvstyre, hvilket blev indført i Australien 1901, New Zealand 1907 og Sydafrika 1910 med betegnelsen dominion til forskel fra de egentlige kolonier, dvs. af ikke-hvide befolkninger dominerede (se Det Britiske Imperium).

Annonce

Det irske spørgsmål

Inkorporationen af Irland i Storbritannien i 1800 rummede pga. det irske samfunds særlige karakter en latent trussel mod unionen. Det irske spørgsmål var på første niveau knyttet til kravet om reformer i landboforholdene og på andet niveau forbundet med spørgsmålet om indførelse (og omfanget) af irsk hjemmestyre, Home Rule, spørgsmål, der skulle blive bestemmende for britisk politik fra omkring 1880 og frem til 1. Verdenskrig. Begge de store partier var indstillet på at gennemføre landboreformer, der dels skulle forbedre forpagternes retsstilling, dels skulle fremme overgangen til selveje. Den irske opposition blev fra 1880'erne mere militant og afstedkom stigende splittelse i selve Irland mellem det katolske flertal og det protestantiske mindretal i Ulster. William Gladstone fremsatte forslag til irsk hjemmestyre i 1886 og i 1893, men det forkastedes begge gange og førte til en spaltning af det liberale parti.

Home Rule for Irland var fra 1880'erne kilde til stadig konflikt i britisk politik, og da irerne i 1912 fik afgørende indflydelse på ministeriet Asquith, gennemførtes en lov om hjemmestyre 1913, der imidlertid rejste provinsen Ulster til modstand. Verdenskrigen i august 1914 udskød hjemmestyrets indførelse og standsede i første omgang den begyndende borgerkrig i Irland.

Nyorientering i inden- og udenrigspolitik

En konservativ regeringsperiode 1895-1905 blev afløst af en liberal epoke, der indledte en aktiv reformpolitik på socialområdet. Regeringens skattelovgivning mødte massiv modstand fra Overhuset, der førte til fratagelsen af Overhusets vetoret i 1911. Arbejdernes øgede organisering førte til uro på arbejdsmarkedet med arbejdskampe, som regeringen søgte at dæmme op for med en udbygget sociallovgivning. Oplevelsen af skærpede sociale modsætninger var en stadig udfordring i årene frem til verdenskrigen. Labour Party blev dannet i 1900 og fik i 1906 indvalgt 29 kandidater i Underhuset. Kampen for kvindelig valgret, som for alvor blev indledt efter 1900, fik i Storbritannien en meget militant udformning med suffragetterne (se Pankhurst).

Udenrigspolitisk opgav Storbritannien sin isolerede stilling. Landet nærmede sig i 1904 Frankrig, sluttede i 1905 forbund med Japan og traf aftaler med Rusland i 1902 i et forsøg på at dæmme op for Tyskland, hvis flådeoprustning fra omkring 1900 var vendt mod Storbritanniens hidtil enerådende stilling på verdenshavene. I de følgende år foregik der et kapløb mellem de to stater om opbygningen af større og stærkere flåder, og Royal Navy, der hidtil havde været spredt over alle have, blev nu koncentreret omkring det britiske ørige, beredt mod den tyske modstander.

Boerkrigen havde været et memento, fx for forfatteren Rudyard Kipling, og Storbritanniens tidligere ubestridte førerstilling som industrimagt var nu truet på flere områder, mens man stadig var førende som handels- og søfartsnation. Det Britiske Imperium var endnu i 1914 det rige, "hvorover Solen aldrig gik ned".

Læs om perioden 1783-1880 og om perioden 1914-45.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn, Jørgen Sevaldsen: Storbritannien (Historie - Perioden 1880-1914) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165430