Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Storbritannien (Historie - Perioden 1783-1880)

Oprindelige forfattere CBjø og JS Seneste forfatter Redaktionen

I denne periode slog Storbritannien efter langvarige konflikter den europæiske ærkerival, Frankrig. Det banede vejen for etableringen af Det Britiske Imperium i 1800-t.

Opgøret med Frankrig

Med støtte fra moderate kræfter fra begge partier, Whig og Tory, tiltrådte William Pitt d.y. regeringen i 1783 og styrede Storbritannien indtil 1801. Pitt fik statens økonomi bragt på fode, afsluttede en handelstraktat med Frankrig i 1786, gennemførte det irske parlaments ophævelse i 1800, men veg tilbage fra mere dybtgående reformer. Den Franske Revolution mobiliserede den politiske opinion, hvor Edmund Burkes Reflections on the Revolution in France (1790) og Thomas Paines The Rights of Man (1791-92) var udtryk for hhv. konservative og radikale synspunkter. 1793 tvang Frankrigs indmarch i Belgien Pitt til at gribe ind, og han stod bag den første koalition, der var vendt mod det revolutionære Frankrig (se Revolutions- og Napoleonskrigene). Den britiske krigsførelse til lands var i begyndelsen uden fremgang, men man kæmpede i regelen med held mod Frankrig og dets allierede, Holland og Spanien, til søs.

I 1802 blev der sluttet fred med Frankrig; men allerede det følgende år genoptog Frankrig krigen. Pitt blev organisator af en fornyet koalition mod Frankrig, hvor Storbritannien beherskede havene (Trafalgar 1805), mens Napoleon syntes uovervindelig på kontinentet. Gennem Kontinentalsystemet søgte Frankrig fra 1806 at knække Storbritannien økonomisk, der til gengæld angreb Danmark 1807 og 1808 satte sig fast på Den Iberiske Halvø, hvor Wellington 1813 endeligt fordrev de franske besættelsesstyrker. Storbritannien, som 1812-14 udkæmpede en uafgjort krig med USA (se Den Amerikansk-engelske Krig), stod efter Napoleons endelige nederlag som en af de absolutte sejrherrer.

Annonce

Efter Napoleonskrigene blev de fleste oversøiske erobringer opgivet, men Storbritannien var nu verdens indiskutabelt førende sømagt, som kunne optræde overalt, fx i Middelhavet, hvor Malta var erhvervet, og hævde britiske politiske og økonomiske interesser. I det meste af et århundrede blev britisk udenrigspolitik baseret på grundlæggende uafhængighed af alliancer, støttet af den overmægtige flåde. Det britiske herredømme over Indien blev endelig fastslået i begyndelsen af 1800-t.

Den industrielle revolution

Tiden omkring og lige efter 1800 var præget af en meget stærk økonomisk udvikling. Landbruget blev moderniseret og øgede produktionen kraftigt. Med en række tekniske nyskabelser som dampmaskinen, spindemaskinen og den mekaniske vævestol og en stærk udvikling af infrastrukturen med omfattende kanalbyggerier samt rige forekomster af råvarer som kul og jern blev Storbritannien hjemstedet for den industrielle revolution. En revolution, der for alvor tog fart ca. 1750 med tekstilindustrien, og som i sin anden fase fra Napoleonskrigene og frem til ca. 1840 placerede nationen som verdensøkonomiens økonomiske lokomotiv og "verdens værksted". London afløste Amsterdam som Europas finansielle metropol, og Storbritannien blev verdens førende handelsmagt. Snart omspændte jernbaneanlæg det meste af riget, og den industrielle revolution førte til en stærk vækst i Nord- og Midtengland samt det sydlige Skotland, mens agrare områder som Irland og Sydengland blev forholdsvis svækket. Nye storbyer som Liverpool, Manchester, Leeds og Birmingham og i Skotland Glasgow voksede frem, og med industrialismen en omfattende arbejderklasse og en politisk radikalisering, der blev hårdt imødegået fra regeringens side (jf. Peterloo i 1819). En ny middelklasse blev bærer af reformkrav i forhold til både det politiske system og den protektionistiske økonomiske politik, der var dikteret af jordbesiddernes interesser.

Storbritannien blev verdens økonomisk førende magt, hvorfra de moderne impulser på alle kulturens og samfundslivets områder udgik til den øvrige verden, og London blev en af verdens metropoler, økonomisk og kulturelt. Storbritannien var for omverdenen ensbetydende med selve foregangslandet, ligesom det var hér, at man som Marx og Engels kunne iagttage industrialismens befolkningsmæssige og sociale konsekvenser.

Reformer og reformbevægelser

Fra 1820'erne lagde Storbritannien stigende afstand til de reaktionære kontinentale magter, støttede liberale og nationale frihedsbevægelser og indledte en begyndende reformpolitik. Fagforeninger blev tilladt i 1824, og i 1829 fik katolikker ret til at repræsentere Irland i Parlamentet, hvor irerne var givet sæde fra 1801. Under Charles Grey gennemførtes 1832 en omfattende valglovsreform, The Reform Act, der fordoblede vælgernes antal fra 1/2 til 1 mio. og overflyttede en række mandater fra det agrare Sydengland til de voksende industrielle centre i Nordengland. Betydelige dele af den nye middelstand, men ikke arbejderklassen opnåede herigennem politisk medbestemmelse. Andre vigtige reformer var afskaffelsen af slaveriet i 1833 og samme år en begyndende arbejderbeskyttelseslovgivning, en forbedret fattiglov 1834 og en lov om kommunalstyre 1835. Af afgørende politisk betydning var det også, at Torypartiet (ved Robert Peel) i 1835 anerkendte Underhusets flertal som den parlamentariske basis for regeringsmagten. 1837 døde Vilhelm 4., og dronning Victoria besteg tronen, hvorved personalunionen med Hannover blev opløst.

Valgreformen af 1832 tilfredsstillede ikke de radikale kræfter, der fra 1838 agiterede for almindelig valgret og andre politiske reformer, formuleret i The People's Charter. Chartistbevægelsen opnåede betydelig tilslutning ca. 1840, men blev hurtigt splittet og tabte indflydelse. Den havde dog for alvor vakt arbejderbefolkningens politiske bevidsthed. Robert Peel, der atter dannede regering i 1841, nyformulerede den konservative politik i moderat reformvenlig ånd og kunne, bl.a. under indtryk af hungerkatastrofen i Irland, få afskaffet kornloven i 1846 med støtte fra whiggerne (se Anti-Corn-Law League).

Palmerstons epoke

De politiske begivenheder i Europa i 1848 påvirkede kun i beskedent omfang Storbritannien. Nationen oplevede en stærk økonomisk vækst, som yderligere understregede førerstillingen inden for handel, industri og søfart, hvad den første verdensudstilling i London i 1851 var et bevis på. Samtidig kulminerede Storbritanniens absolutte førerstilling, selvom både USA og Tyskland fra nu af i stigende grad fremtrådte som konkurrenter på verdensmarkedet.

Ledemotivet bag disse årtiers udenrigspolitik var frihandelsprincippet, der åbnede verdensmarkedet for britisk handel og industri, forbundet med bevidstheden om at yde en civilisatorisk-kristen indsats i verdenssamfundet. Udenrigspolitikkens centrale skikkelse var Whigpartiets lord Palmerston, udenrigsminister 1830-41 og 1846-51 og premierminister 1855-58 og 1859-65. Indenrigspolitisk var Palmerston konservativ, men udenrigspolitisk hyldede han de liberale grundsætninger som dem, der bedst tjente de britiske politiske og økonomiske interesser. Man nærmede sig Frankrig, med hvem man 1854-56 deltog i Krimkrigen mod Rusland. Oprør i Indien 1857-58 førte til et stærkere regeringsgreb om dette område, og i Asien blev britiske handelsinteresser støttet ved krige mod Kina, Opiumkrigen 1839-42 og igen 1859-60. I Den Amerikanske Borgerkrig anerkendte man fra britisk side Sydstaterne, hvortil tekstilindustrien i Nordengland havde tætte forbindelser. I snævrere europæisk politik holdt Storbritannien sig normalt på afstand af direkte engagement.

Indenrigspolitisk blev en moderat reformpolitik fortsat af skiftende regeringer, der i 1850'erne bestod af koalitioner mellem whigger og tilhængere af Peels moderat-konservative linje (peelitter), mens Torypartiet siden Peel havde været splittet.

To partier, to statsmænd

I 1860 var spørgsmålet om en valgretsreform rejst, men ikke gennemført. 1867 stillede Benjamin Disraeli forslag til en markant udvidelse af valgretten, der ville omfatte den almindelige byarbejderbefolkning; hensigten var at samle aristokratiet og arbejderklassen mod middelklassen, hvor whiggerne havde deres støtte. Samtidig skabte Disraeli en egentlig konservativ partiorganisation. Valgretten blev udvidet, og antallet af vælgere på ny fordoblet, idet alle indehavere af en bolig i byerne fik stemmeret. Det gav i 1868 de konservative regeringsmagten en kort tid. 1874-80 havde de atter magten, og det blev en periode præget af omfattende reformlovgivning.

Disraelis modstander var William Gladstone, der var regeringschef 1868-74, 1880-85, 1886 og sidste gang 1892-94. Under Gladstones ledelse blev Whigpartiet endeligt omformet til det liberale parti, der stod som de konservatives modspiller. Det britiske valgsystem med valg i enkeltmandskredse fremmede topartisystemet, der med de konservative og liberale som aktører var bestemmende frem til tiden efter 1. Verdenskrig og længe hindrede arbejderbevægelsen i at gøre sig parlamentarisk gældende. Det liberale parti under Gladstone førte udenrigspolitisk en mere tilbageholdende politik end de konservative. Indenrigspolitisk blev vægten lagt på en fortsat demokratisering og modernisering af det britiske samfund, eksempelvis inden for retsvæsen og undervisning samt i fagforeningernes og kvindernes retsstilling.

De to partier kunne i flere indenrigspolitiske sammenhænge optræde ret ensartet. De konservative var dog præget af større respekt for overleverede institutioner som kongemagten, Overhuset og statskirken og af en mere pragmatisk indstilling til reformer. De liberale under Gladstone forfægtede mere principielt de grundlæggende demokratiske idéer og 1800-t.s herskende tanker om individets og nationernes frihedsrettigheder. Modsætningen mellem de to partier og deres ledere lå først og fremmest på det udenrigspolitiske plan.

Læs om perioden 1660-1783 og om perioden 1880-1914.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn, Jørgen Sevaldsen: Storbritannien (Historie - Perioden 1783-1880) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165429