Bath. Det runde bassin er frigidariet, dvs. det kolde bad, i det romerske badeanlæg.

.

Bath er en by i det sydvestlige England 10 km sydøst for Bristol med 94.000 indbyggere (folketællingen i 2021). Bath ligger ved det gamle romerske vadested over floden Avon i det eneste område i England med varme kilder. Den er omgivet af bjerge af kalk- og sandsten.

Der findes tre varme kilder i Bath. Den største, Sacred Spring, springer fra en dybde på ca. 3000 meter. Vandet indeholder mange mineraler og strømmer op med en hastighed på ca. 1.250.000 liter hver dag og med en konstant temperatur på 46,5 grader.

Bybilledet er præget af grågule sandstensbygninger og nogle af de fineste eksempler på klassicistisk byarkitektur fra 1700-tallet, udformet især af arkitekterne John Wood d.æ. og John Wood d.y. Mange af bygningerne er opført som halvcirkler i terrasseforløb, der følger højdekurverne i landskabet som et amfiteater i stor målestok. Kendt er især monumentalbygningerne Circus og Royal Crescent.

Bath Abbey er fra 1500-tallet og opført i sengotisk stil (perpendicular style). Byen har universitet (1966) og kunstakademi, og der findes bl.a. et museum for dragter samt et vognmuseum. Bath er desuden kendt for sin årlige musikfestival. Turisterhvervet er vigtigt, men en del lettere industri findes også i byen.

Baths historie

Den første engelske konge, Edgar, blev kronet i Bath i 973. Omkring år 1100 blev en angelsaksisk klosterkirke ombygget af normannerne; den var domkirke, indtil bispesædet i 1206 blev flyttet til den nærliggende by, Wells.

Det romerske badeanlæg i Bath, Aquae Sulis, blev anlagt omkring de varme kilder på stedet i 1. århundrede e.v.t. efter den romerske invasion i 43 e.v.t. Anlægget blev opkaldt efter kildens keltiske gud, Sulis, som svarer til den romerske gud Minerva. Der blev bygget en søjlegang, som omfattede Sulis Minervas tempel, nord for kilden, og syd for kilden blev der bygget en række rensebade og helbredende bade. Både keltere og romere benyttede disse bade.

I løbet af første århundrede e.v.t. blev anlægget ombygget og udvidet, men det blev opgivet i 3. århundrede, da området forsumpede.

Betydelige rester kan endnu ses. Det største bassin er 24 m×12 m×1,65 m, omgivet af trin, og bund og trin var dækket af bly.

Der findes også ruiner af det korinthiske Minervatempel, der er placeret på et højt podium. Det betragtes som en af de fineste monumentalbygninger fra romersk Britannia. Foran templet stod alteret, og på alle sider var der søjlegange. Endvidere er der fundet rester af gæstehuse og af en forsvarsmur, der blev opført i 1. århundrede e.v.t.

De romerske bade blev genopdaget omkring 1755, men først i 1970'erne og 1980'erne fandt en omfattende arkæologisk undersøgelse sted. Fund fra badene kan ses på det stedlige museum, som udstiller mange af de mest berømte genstande fra England under romerne. Blandt disse er Medusahovedet fra templet samt det forgyldte bronzehoved af gudinden Sulis Minerva.

I det 18. århundrede blev det populært at drikke spavand. Bath blev igen en søgt kurby, og the Pump Room blev tilføjet til anlægget og byens fornemme boliger blev rammen om et societyliv, der kun stod tilbage for Londons, som bl.a. skildret i Jane Austens romaner.

Bath levede især af uld- og klædehandel og var endnu omkring år 1800 Englands niendestørste by. Under 2. Verdenskrig medførte tyske bombninger i 1942 store ødelæggelser; byen er senere blevet genopbygget.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig