Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Winchester

Oprindelige forfattere ABN, PSkri og VPlum Seneste forfatter Redaktionen

Winchester, engelsk købstad 19 km nord for Southampton i Hampshire; 44.700 indb. (2011). Byen ligger i floddalen omkring floden Itchen og var tidligere en vigtig handelsby. I dag er Winchester primært beboet af pendlere til London og Southampton.

Winchester Cathedral er med sine 169 m Englands længste kirke, påbegyndt 1079 i romansk normannisk stil og ombygget i etaper frem til ca. 1500, overvejende i gotisk perpendicular style; dens historie går dog tilbage til 600-t. Kong Knud den Store og hans søn Knud 3. Hardeknud er begravet her. The Hospital of Saint Cross blev grundlagt i 1130'erne og har senromansk kapel fra sidste halvdel af 1100-t.

Winchester var en betydelig by i romertiden og blev kongeriget Wessex' hovedstad i 519 og bispesæde i 600-t. Den var residensby for bl.a. Alfred den Store og Knud den Store, og Vilhelm 1. Erobreren kronedes både her og i London. Derefter aftog dens rolle som kongelig by, men den blomstrede som et center for uldhandel og vævning. Da også det svigtede, var Winchester i 1500-t. blevet en mindre provinsby. Winchester College (1382) er blandt landets fornemste skoler.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Peter Skriver, Viggo Plum: Winchester i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182813