• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oxford

Oprindelige forfattere ABN, ALThy, JoyPe og KBri Seneste forfatter Redaktionen

Oxford. Universitetslæsesalen Radcliffe Camera i Oxfords centrum. Til venstre ses Brasenose College og til højre All Souls College.

Oxford. Universitetslæsesalen Radcliffe Camera i Oxfords centrum. Til venstre ses Brasenose College og til højre All Souls College.

Oxford, by i det sydlige England 80 km NV for London ved sammenløbet af floderne Themsen og Cherwell og ved Oxford Canal; 160.000 indb. (2011). Bybilledet domineres af mange gamle bygninger med spir og tårne og kaldes the city of dreaming spires. Oxford University har bygninger, colleges, adskillige steder i byen. Oxford var tidligt et vigtigt rejsestop på vejen fra London til andre dele af landet og blev i 1700- og 1800-t. med kanaler og jernbaner knyttet til datidens vigtige transportveje. Industritilvækst kom dog først i begyndelsen af 1900-t. især med bogtrykkerier i tilknytning til universitetet. William Morris Nuffield grundlagde 1912 sin bilindustri (Morris) i Cowley i udkanten af Oxford; fabrikken blev i 1994 overtaget af BMW. Byens polytechnic fra 1970 fik i 1992 universitetsstatus og navnet Oxford Brookes University.

Arkitektur og museer

Universitetets bygninger, der overvejende er gotisk præget, er grundlagt i 1200-t. I denne stil byggedes frem til 1600-t. de mange colleges med karakteristiske gårdrum, quadrangles; Arne Jacobsens Saint Catherine's College (1964) er et af de første moderne eksempler på collegebyggeri. Herudover kan fremhæves Christ Church (1682), Sheldonian Theatre (1669) af C. Wren og J. Gibbs' bibliotek Radcliffe Camera (1749). Blandt de mange kulturinstitutioner er Ashmolean Museum of Art and Archaeology og Bodleian Library.

Historie

Oxford var formentlig allerede en handelsby, da angelsakserne ca. 900 befæstede den mod danerne, som dog i 1009 plyndrede byen. Normannerne byggede en borg og forstærkede bymurene.

Annonce

Oxford University har i høj grad præget byens politiske og økonomiske liv. Forholdet mellem by og universitet var i 1200-1300-t. ofte anspændt, og der var til tider blodige sammenstød mellem byboere og studerende. Kongen støttede universitetet, der fik vidtrækkende magtbeføjelser over byen. Under Den Engelske Borgerkrig i 1600-t. var Oxford et royalistisk hovedkvarter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Anne Lise Thygesen, Joyce Pedersen, Kirsten N. Bridgwood: Oxford i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=137326