Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gloucester

Oprindelige forfattere ABN, JRR og KBri Seneste forfatter Redaktionen

Gloucester, by i SV-England ved Severnfloden mellem Cotswold-højdedraget i øst og Deanskoven i vest, 136.400 indb. (2011). En 26 km lang sejlbar kanal forbinder byen med Bristol Channel. Industrien er varieret med skibsværfter, flyindustri, gamle savværker, elektronik- og tekstilindustri samt produktion af landbrugsmaskiner m.m. Byen har et omfattende handelsliv, og den tiltrækker mange turister.

Gloucester var oprindelig romersk koloni under navnet Glevum. Byen voksede op på ny omkring klosteret, grundlagt 681; kirken, der er en af Englands smukkeste, blev påbegyndt 1089 i normannisk romansk stil, fik gotisk kor 1337-67 med betydelige glasmalerier og et mægtigt sengotisk tårn 1450-60. Den blev efter Reformationen domkirke i et nyt stift og har siden 1717 skiftevis med Hereford og Worcester været rammen om Three Choirs Festival. Englands første søndagsskole blev oprettet i Gloucester i 1780. I havneområdet findes i dag kanalmuseet National Waterways Museum.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Jens Rahbek Rasmussen, Kirsten N. Bridgwood: Gloucester i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84527