Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Colchester

Oprindelige forfattere PSkri og VPlum Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/5306/=ud_b_291027.mp3?revision=3

/@api/deki/files/5307/=ud_a_291027.mp3?revision=3

Colchester, by og kommune i Essex 80 km NØ for London. Der er 119.400 indb. (2011). Colchester kalder sig Englands ældste by. Den ligger ved floden Colne og er markedsby for et frodigt landbrugsområde. Byen har universitet (1961) samt beklædnings- og grafisk industri. Colchester er i stigende grad tilflytningsområde for serviceindustri fra London, samtidig med at flere og flere indbyggere arbejder i Londonområdet. University of Essex har sin campus i Wivenhoe uden for byen.

Byen var fra ca. 10 e.Kr. hovedsæde for den belgiske stammefyrste Cunobelinus; i 43 e.Kr. blev den erobret af romerne, der kaldte stedet Camulodunum. I tilknytning anlagdes en veterankoloni, der i 61 nedbrændte under Boudiccas oprør mod romerne, men kort efter blev genopbygget.

Colchesters store borg, opført ca. 1070, er sammen med Tower i London Storbritanniens ældste borganlæg fra normannisk tid, og byen rummer i dag flere militæranlæg og kaserner. Byen blev i 1884 ramt af jordskælvet i Essex.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Skriver, Viggo Plum: Colchester i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58025