Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bristol

Oprindelige forfattere BHan og JRR Seneste forfatter Redaktionen

Bristol, havneby i det sydvestlige England nær Avons udløb i Bristol Channel; 535.900 indb. (2011). Bristol er administrationsby for amtet Avon. Den engelske flyindustri blev tidligt placeret her; dette har i de senere år afledt højteknologisk produktion i området, hvilket har haft betydning for beskæftigelsen. Industriproduktionen er koncentreret om tobaks-, fødevare- og elektronikindustri samt kemisk og grafisk industri. Bristol har fået del i den økonomiske ekspansion, som er foregået i det sydlige England i 1970'erne og 1980'erne. Byen er forbundet med Londonregionens vækstområder med motorvej (M4) og har egen lufthavn og gode jernbaneforbindelser. Mange servicevirksomheder er flyttet hertil, specielt er forsikringsbranchen vokset stærkt. Væksten har medført mangel på uddannet arbejdskraft samt prisstigninger på huse og jord.

Bristol Cathedral.

Bristol Cathedral.

Byen har mange smukke kvarterer med bl.a. store, svagt buede, fleretagers rækkehuse fra 1790'erne. De står i skærende kontrast til et rodet havneområde, der til dels er renoveret og blevet til beboelseskvarterer og alternativt kulturmiljø.

Bristol har flere gamle latinskoler, kostskolen Clifton College (1862) og University of Bristol (1909) samt foruden domkirken en af Englands fineste sognekirker, St. Mary Redcliffe. New Room i gaden Broadmead var det første metodistiske kapel og efter 1739 John Wesleys hovedsæde. Theatre Royal (1766) overlevede bombeangrebene under 2. Verdenskrig.

Annonce

Historie

Anlæggelse af en havn i 1247 gjorde Bristol til Vestenglands største handelsby med eksport af klæde og import af bl.a. sherry og portvin. Fra 1500-t. tjente byen formuer på den atlantiske slavehandel og på import af sukker og kakao; den har stadig forarbejdning af råstoffer fra troperne, fx chokolade- og tobaksindustri. Under Den Engelske Borgerkrig overgav den royalistiske by sig i 1645 til Parlamentets tropper.

Omkring 1800 var Bristol landets femtestørste by, men med slavehandelens ophævelse og bomuldsindustriens gennembrud blev den overhalet af Liverpool. I dag er Bristols betydning som havn reduceret til kun at udgøre nogle få procent af Englands totale søbårne fragt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bente Hansen, Jens Rahbek Rasmussen: Bristol i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=51053