Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Brighton

Oprindelige forfattere PSkri og VPlum Seneste forfatter Redaktionen

Brighton Pier.

Brighton Pier.

Brighton, Englands mest kendte badeby på sydkysten ud til Den Engelske Kanal 80 km syd for London; 229.700 indb. (2011) inklusive Hove mod vest; de to sammenvoksede byer blev administrativt slået sammen i 1997.

Brighton udviklede sig som kur- og badeby fra midten af 1700-t. og blev fra 1781 et fashionabelt kursted, hvor prinsen af Wales, den senere George 4., lejlighedsvis bosatte sig. Der blev bygget en kongelig pavillon i indisk stil (1822), som i dag er museum. Brighton fik jernbane fra London 1841 og udvikledes til victoriatidens mest populære badeby.

Brighton. Royal Pavilon, bygget i begyndelsen af 1800-tallet som residens for George 4. af John Nash.

Brighton. Royal Pavilon, bygget i begyndelsen af 1800-tallet som residens for George 4. af John Nash.

Tidstypiske er de to piers ('moler'). The Brighton Pier (tidligere Palace Pier), bygget i 1899, havde i 1990 3,5 mio. betalende gæster; The West Pier fra 1866 er nu efter flere brande og sammenstyrtninger en ruin.

Annonce

Byen huser ofte konferencer og kurser, og den har en af Europas største marinaer (1978) med plads til 2000 både. Uden for Brighton ligger University of Sussex (1961).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Skriver, Viggo Plum: Brighton i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=50973