Jaén, spansk provins i Andalusien; 13.498 km2 og 660.284 indb. (2005). Jaén gennemstrømmes bl.a. af floderne Guadalquivir mod syd og Guadalbullón mod nord, som via kunstvanding giver næring til provinsens oliven-, vin- og korndyrkning.

Jaén by, 116.540 indb. (2005), som er provinsens hovedstad siden 1249, ligger ca. 65 km nord for Granada og eksporterer olivenolie, kobber, jern, uran og salt. Byen har endnu mange levn fra maurernes tid, trods jordskælv i perioden 1712-55; således den store domkirke Catedral de Jaén, som blev bygget 1540-1801.

Jaén, som romerne kaldte Auringis, var en betydelig by under Córdoba-kalifatet (929-1031) og oplevede da sin blomstringstid. Byen erobredes 1246 af Ferdinand 3. den Hellige, blev i 1407 belejret af Granadas mauriske konge og kom i 1810 under fransk herredømme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig