Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Cartagena

Oprindelige forfattere Aaris, KVJ, LEHe, OBHe og POErs Seneste forfatter Redaktionen

Cartagena, sydøstspansk havneby og flådehavn 40 km S for provinshovedstaden Murcia; 203.945 indb. (2005). Byen har et olieraffinaderi og en del læderindustri. I Cartagena findes et søfartsmuseum og et nationalmuseum for undervandsarkæologi samt et arkæologisk museum, der giver et indblik i byens forhistorie.

Under den nuværende tyrefægterarena ligger resterne af det romerske amfiteater. Omegnen er kendt for sine mange slotte, således Castillo de los Moros, der er opført på ruinerne af en middelalderlig moské.

Historie

I 212 f.Kr. gjorde fønikierne stedet til et af deres betydeligste støttepunkter på Den Iberiske Halvø. De kaldte det "Det Nye Karthago", hvilket romerne latiniserede til Carthago Nova, da Publius Cornelius Scipio d.æ. i 209 f.Kr. erobrede byen. Fiskesovseindustri, hampproduktion og især rige forekomster af sølv i byens opland gjorde stedet til en vigtig handelsby og et økonomisk center i hele den romerske periode. I 425 blev byen ødelagt af vandalerne.

Annonce

Cartagena blev atter ødelagt i 615, nu af visigoterne, og i 711 erobredes den af araberne som en af de første byer på Den Iberiske Halvø. Den kristne tilbageerobring i løbet af 1200-t. afsluttedes i 1269, da Cartagena kom under Aragonien.

Med den stigende spanske Middelhavshandel i 1500-t. voksede Cartagenas betydning som havneby, og fra begyndelsen af 1700-t. blev den orlogshavn for den spanske flåde. Cartagena blev stærkt beskadiget under Den Spanske Borgerkrig 1936-39.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Malene Aaris, Kurt Villads Jensen, Lotte Emilie Hertz Büchert, Ole Bernt Henriksen, Peter Ørsted: Cartagena i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54689