Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Baskerlandet (Historie)

Oprindelige forfattere AKnu og CliHa Seneste forfatter Bodil Hammer

Baskerlandet. Tre maskerede personer med baskerhuer foran ETAs flag. Et Baskerlandsymbol ses i forgrunden. Foto udsendt af ETA 2006.

Baskerlandet. Tre maskerede personer med baskerhuer foran ETAs flag. Et Baskerlandsymbol ses i forgrunden. Foto udsendt af ETA 2006.

Baskerne og deres særlige sprog nævnes første gang i forbindelse med romernes erobring af Den Pyrenæiske Halvø år 19 f.Kr. Mellem 1100-t. og 1876 havde baskerne selvstyre og privilegieaftaler (fueros) med de omgivende stater. Industrialiseringen af Baskerlandet i 1800-t. førte til kulturel splittelse mellem de spansk dominerede byer og det baskiske bondeland. Samtidig ophævedes selvstyret og de særlige rettigheder i forhold til den spanske (castilianske) kongemagt. På denne baggrund fremstod den moderne baskiske nationalisme fra 1892, hvor lederen Sabino de Arana y Goiri fremhævede bondesamfundets værdier.

Under Den Spanske Borgerkrig 1936-39 kæmpede baskerne på republikansk side mod Franco, og bombningen af den baskiske by Guernica blev et symbol på krigens grusomhed. Fra 1940 var ethvert baskisk kulturudtryk forbudt; i 1959 dannedes ETA, som i 1973 bombedræbte Francos planlagte efterfølger Carrero Blanco. ETAs politiske fløj, partiet Herri Batasuna, har kun opnået en lille tilslutning ved valgene, og mange spanske ETA-medlemmer er blevet arresteret i Frankrig, men ETA har ikke standset sin terrorvirksomhed; efter ETAs ophævelse af en selvproklameret våbenhvile i 1999 har Baskerlandet igen været udsat for en række terrorhandlinger fra deres side. Urolighederne accelererede i 2002, formentlig pga. vedtagelsen af en lov, der muliggjorde forbud mod og tvangsopløsning af partier, der virker vha. vold; loven forventedes at blive brugt mod Herri Batasuna.Mange baskere mener, at en samling af alle syv provinser i en nationalstat, evt. som del af et føderalt Spanien, er nødvendig for bevarelsen af den baskiske identitet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Knudsen, Cliff Hansen: Baskerlandet (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=44576