Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Asturien

Oprindelige forfattere Aaris, KL-N og POErs Seneste forfatter sthornval

Asturien, spansk Asturias, spansk region; 10.604 km2 og 1.076.635 indb. (2005). Regionen ligger i NV-Spanien, og hovedstaden er Oviedo. Den bjergrige region strækker sig fra Biscayen og op i De Cantabriske Bjerge med flere toppe over 2500 m.

I bjergmassivet Picos de Europa i øst når toppen Torre de Cerredo 2648 m. Bag en stejl klippekyst med flere isolerede bjerge ligger en smal bjergkæde parallelt med kysten isoleret af floderne Sella og regionens længste flod Nalón. Asturien har et maritimt klima med en årlig nedbør på over 1000 mm.

Skovbrug, kvægavl samt hesteopdræt karakteriserer Asturien. Agerbrug findes i begrænset omfang, og de vigtigste afgrøder er korn, navnlig majs, og kartofler. Desuden er Asturien den region i Spanien, der avler flest madæbler og producerer mest æblemost. Langs Asturiens 300 km lange klippekyst er der fiskeri og fiskeforarbejdning.

Annonce

2/3 af Spaniens kulproduktion finder sted i denne region. Desuden udvindes jern, zink, kobber, bly og mangan. Oviedo danner sammen med havnebyerne Gijón og Avilés et af Spaniens store industricentre.

Regionen rummer mange spor fra den visigotiske periode; fx findes velbevarede dele af skibets ydermure i centralkirken Santianes de Pravia, der blev grundlagt af kong Silo (774-783) i Pravia 25 km NV for Oviedo. Det tilhørende alterbord, det ældste i Spanien, opbevares i kirken El Pito i byen Cudillero ved kysten. Mere intakte står de to kirker Santa Cristina i Pola de Lena og San Salvador i Valdediós fra 800-t.

Historie

I romersk tid (se Romerriget) blev navnet Asturien først og fremmest forbundet med guldudvinding, primært ved udvaskning, og havde til tider karakter af et antikkens eldorado. Selv mange år efter, at provinsen Hispania var blevet etableret, havde romerne store problemer med de cantabriske stammer i området.

Først under kejser Augustus kom Asturien gennem Agrippas voldsomme terror (29-19 f.Kr.) under fuld romersk kontrol. Områdets hovedbyer blev herefter grundlagt, og en romersk legion blev anbragt i det nuværende León.

I løbet af 400-t. slog visigoterne sig ned på Den Iberiske Halvø og oprettede et selvstændigt kongedømme med Toledo som hovedstad. Efter at araberne havde påbegyndt erobringen af halvøen i 711, forblev kun Asturien under visigotisk kontrol. Oviedo blev den nye hovedstad indtil 910, da Asturien blev sluttet sammen med León. Fra 1388 har området været tillagt den til enhver tid siddende spanske kronprins.

I 1900-t. blev området kraftigt industrialiseret; det havde en stærk arbejderbevægelse, som i oktober 1934 indledte en opstand, der blodigt blev slået ned af Francisco Franco med marokkanske troppers hjælp.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Malene Aaris, Kay Lundgreen-Nielsen, Peter Ørsted: Asturien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41329