Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Spanien - geografi (Befolkningen)

Oprindelige forfattere Aaris og LAa Seneste forfatter Redaktionen

Spanien. Jeres de la Frontera i Andalusien.

Spanien. Jeres de la Frontera i Andalusien.

Befolkningen i Spanien er især koncentreret i kystområderne langs Middelhavet, Biscayen og Atlanterhavet, langs Ebrofloden og omkring Madrid, mens La Meseta og bjergegnene er ret tyndtbefolkede områder. Siden 1800-t. har landet oplevet en omfattende urbanisering og intern migration. I dag bor ca. 80% af den spanske befolkning i byer med mere end 10.000 indbyggere; de største er Madrid, centralt beliggende i landet, og Barcelona, Valencia, Sevilla, Zaragoza, Bilbao og Málaga. Den interne fraflytning har været størst i Andalusien, Galicien og områderne omkring floderne Duero og Ebro, mens tilflytningen hovedsageligt er sket i Madrid, Barcelona og Baskerlandet. I 1900-t.s sidste årtier er en del spaniere emigreret til det centrale og nordlige Europa, bl.a. Tyskland og Frankrig. I samme periode er tilstrømningen af nye befolkningsgrupper tiltaget, især fra de latinamerikanske lande samt et betydeligt antal pensionister fra Europa, ligesom den illegale indvandring fra Nordafrika er voksende.

De forskellige autonome regioner afspejler til en vis grad spændvidderne i spansk kultur; det gælder især Catalonien, Galicien og Baskerlandet, idet disse tre regioner stadigvæk har deres eget sprog, hhv. catalansk (català), galicisk (gallego) og baskisk (euskara); den interne migration har dog blandet befolkningsgrupperne i landet. Sigøjnere udgør også en relativt stor befolkningsgruppe (anslået til 200.000) med egen kultur og levevis.

Tyrefægtning

Spanien. Tyrefægtning i Cordoba.

Spanien. Tyrefægtning i Cordoba.

Tyrefægtning forbinder de fleste umiddelbart med Spanien, hvad der ikke er noget sært i, for det er her og i andre spansktalende lande som fx Mexico, denne særlige underholdning er populær.

Tyrefægtningens oprindelse er dunkel, men har mulige rødder både i Mykene og Romerriget måske især i forbindelse med religiøse festligheder og tilbedelsen af gudinden Isis, hvis insignium er solen båret mellem oksehorn.

Sin moderne form finder tyrefægtningen i slutningen af 1700-t., men allerede i den sene middelalder afholdt man tyrekampe, der dog altid foregik til hest og var forbeholdt adelen og de kongelige. Formen havde mindelser om de romerske gladiatorkampe, og ud over den centralt placerede tyredræber, der nedlagde sin modstander med lanse, deltog både jægere og hunde. Ifølge legenden opstod tyrefægtningen i sin nuværende form, hvor matadoren dræber tyren stående på jorden med et sværd, fordi en rytter blev kastet af hesten og måtte gennemføre kampen til fods.

Selve tyrefægtningen, la corrida, udspilles i overensstemmelse med et strengt ritualiseret program, som følges nøje. Den spanske kamptyr er da også et særligt fremavlet vilddyr, som ikke har meget at gøre med en almindelig "Højager Nakke" eller "Ålborg Børge". Under sin opvækst ser den spanske tyr næsten udelukkende folk til hest og reagerer derfor aggressivt på fodgængere og uregelmæssige og uvante bevægelser. Den opfatter tyrefægterne, los toreros, og deres medhjælpere, los peones, som fjender, der bør angribes og tilintetgøres.

Normalt begynder en tyrefægtning klokken fem om eftermiddagen i sommersæsonen og varer to timer. Der er afsat et kvarter til hver af de seks tyre, som skal dræbes i løbet af forestillingen. Sammen med sit hold, la cuadrilla, der ud over matadoren tæller to picadorer (lansenerer til hest, som skal blødgøre tyrens nakkemuskel og få den til at sænke hovedet), to banderilleros (løbere, som anbringer banderillas i tyrens nakke for at tirre og udmatte den yderligere) samt et antal peones, udfordrer han tyren med sin hjerteformede kappe, muletaen, og dræber den til sidst med en krum klinge, som helst skal anbringes så præcist, at dyret dør med det samme.

El espada (’manden med sværdet’ – et andet navn for matadoren) viser det ypperste af sin kunst, når han til sidst er alene med tyren, og alle andre aktører har forladt arenaen. Gennem en række pases udført med kappen og kården (der dog i første del af seancen er af træ) forsøger han at dominere dyret og få det til at bevæge sig efter sin vilje, så en veritabel sammensmeltning af dyr og menneske i bevægelse opstår. Det kan i heldige tilfælde, og hvis manden er dygtig, skabe en intens æstetisk oplevelse, som entusiasterne, los aficionados, vil vide at påskønne. Jo større fare, jo mere elegance, desto større succes – og tilsvarende fiasko, hvis det hele ikke lykkes, hvad det ofte ikke gør.

Skuespillet i forbindelse med en corrida vil – uanset om man bryder sig om tyrefægtning eller ej – betage de fleste: dragternes guld og farver, det blændende solskin, arenaens gule sand, tyrens vildskab, dødens nærhed.

Mange skrøner om ekstrem mishandling af tyrene før og under fægtningen kan i reglen afvises, men ikke at der er tale om en vis brutalitet, som ofte ligger nordisk mentalitet fjernt. Mange betydelige danske forfattere fra H.C. Andersen til Johannes V. Jensen og Tom Kristensen har skildret tyrefægtninger – oftest med afvisning. Men fascinationen har ingen kunnet sige sig fri for, og det er da også en simpel kendsgerning, at tyrefægtningen i dag har mange tilhængere og trækker et stort nationalt og internationalt publikum, ofte via fjernsynet.

Ernest Hemingway, der aldrig mistede sin afición, har med bogen Døden kommer om eftermiddagen skrevet en omfattende og læseværdig introduktion til tyrefægtningen.

Læs videre om spansk erhverv eller læs om Spanien generelt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Malene Aaris, Lars Aaris: Spanien - geografi (Befolkningen) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162794