Spanien. Landskab omkring Berdun i Navarra.

.

Spanien. De 17 autonome regioner.

.

Spanien. Tyrefægtning i Cordoba.

.

Spanien. En af de hvide byer, Grazalema.

.

I denne artikel omtales kun forholdene på det spanske fastland. Mht. forholdene på Balearerne og De Kanariske Øer, se disse artikler.

Spaniens landskab

Midt på Den Iberiske Halvø rejser den ca. 211.000 km2 store højslette La Meseta sig til en gennemsnitshøjde på ca. 600 m og dominerer hovedparten af det spanske landskab. Højsletten, der strækker sig mod vest ind i Portugal, omfatter i Spanien regionerne Castilla y León, Castilla-La Mancha, Madrid og Extremadura. Højsletten har form som to flade bækkener med omkransende bjerge og flodløb i midten.

Den nordlige del af La Meseta afgrænses mod nord af De Cantabriske Bjerge og mod øst af De Iberiske Randbjerge. Højsletten deles i den nordlige og sydlige del af bjergkæden Cordillera Central med Sierra de Guadarrama og Sierra de Gredos, hvor de højeste punkter er hhv. Peñalara (2430 m) og Almanzor (2592 m). Floden Duero løber i La Mesetas nordlige del og fortsætter ind i Portugal for at udmunde i Atlanterhavet.

La Mesetas sydlige del afgrænses mod syd af bjergkæden Sierra Morena, og igennem højslettens flade, højtliggende karstlandskab La Mancha mod øst løber floderne Tajo og Guadiana i vestlig retning mod Atlanterhavet.

De Iberiske Randbjerge med højeste tinder i Sierra de la Demanda med 2304 m adskiller i øst La Meseta fra Valencia i kystforlandet ud til Middelhavet. I Nordvestspanien rejser De Cantabriske Bjerge sig med højeste punkt i Torre de Cerredo (2648 m) i bjergmassivet Picos de Europa.

Nord for bjergene i Asturien, Cantabrien og Baskerlandet falder landskabet brat ned til kysten ved Biscayen; mod vest i Galicien er kyststrækningen, den såkaldte riaskyst, fliget og præget af stejle klipper, dybe dale og fjorde.

I nordøst afgrænser bjergkæden Pyrenæerne Spanien mod Frankrig og Andorra. Mellem Pyrenæerne, hvor Pico del Aneto (3404 m) er højeste punkt, og De Iberiske Randbjerge mod syd ligger den store flodslette Ebrobækkenet, hvori floden Ebro med udspring i De Cantabriske Bjerge løber mod sydøst til Middelhavet og undervejs har tilløb af talrige bifloder fra Pyrenæerne. Ebro er meget vandrig og afvander med bifloder ca. 1/6 af Spaniens samlede areal.

Spaniens administrativ inddeling

Region/provins hovedstad areal (km2) indb. (1996)
Andalusien Sevilla 87268 7235000
Almería Almería 8775 501800
Cádiz Cádiz 7440 1105800
Córdoba Córdoba 13771 761400
Granada Granada 12531 808100
Huelva Huelva 10085 454700
Jaén Jaén 13498 648600
Málaga Málaga 7276 1249300
Sevilla Sevilla 14001 1705300
Aragonien Zaragoza 47650 1187500
Huesca Huesca 15685 206900
Teruel Teruel 14804 138200
Zaragoza Zaragoza 17252 842400
Asturien Oviedo 10565 1087900
Balearerne Palma de Mallorca 5014 788000
Baskerlandet Vitoria 7261 2098000
Álava Vitoria 3037 281800
Guipúzcoa San Sebastián 1997 676200
Vizcaya Bilbao 2217 1140000
Cantabrien Santander 5289 527400
Castilla-La Mancha Toledo 79230 1712600
Albacete Albacete 14863 359000
Ciudad Real Ciudad Real 19813 478700
Cuenca Cuenca 17140 201700
Guadalajara Guadalajara 12190 157300
Toledo Toledo 15368 515900
Castilla y León Valladolid 94193 2508500
Ávila Ávila 8050 169300
Burgos Burgos 14292 350100
León León 15468 517200
Palencia Palencia 8029 180600
Salamanca Salamanca 12336 353000
Segovia Segovia 6949 147800
Soria Soria 10287 92800
Valladolid Valladolid 8202 490200
Zamora Zamora 10559 207500
Catalonien Barcelona 31930 6090100
Barcelona Barcelona 7728 4628300
Gerona Gerona 5886 530600
Lérida Lérida 12028 353500
Tarragona Tarragona 6283 574700
Extremadura Mérida 41602 1070200
Badajoz Badajoz 21647 656800
Cáceres Cáceres 19868 413400
Galicien Santiago de Compostela 29434 2742600
La Coruña La Coruña 7951 1110300
Lugo Lugo 9803 370300
Orense Orense 7278 346900
Pontevedra Pontevedra 4477 915100
Kanariske Øer Las Palmas og Santa Cruz de Tenerife 7242 1606500
Las Palmas Gran Canaria 4065 834100
Santa Cruz de Tenerife Santa Cruz de Tenerife 3208 772400
Madrid Madrid 7995 5022300
Murcia Murcia 11317 1097200
Navarra Pamplona 10421 520600
Rioja Logroño 5034 264900
Valencia Valencia 23305 4009300
Alicante Alicante 5796 1379800
Castellón de la Plana Castellón de la Plana 6662 456700
Valencia Valencia 10763 2172800
landområder i Marokko
Ceuta 19 68800
Melila 14 59600

Syd for La Meseta, neden for Sierra Morena i Andalusien, løber floden Guadalquivir fra øst mod vest i et fladt og frugtbart lavland, der mod vest bliver til marsklandskabet Las Marismas. Floden udmunder i Atlanterhavet nord for Cádiz.

Syd for flodsletten rejser bjergkæden Sierra Nevada sig, hvor Den Iberiske Halvøs højeste tinde, Mulhacén på 3478 m (3482 m nævnes også), ligger.

Syd for Sierra Nevada ligger ved Middelhavet Solkyststrækningen Costa del Sol. Den samlede spanske kystlinje er ca. 4964 km lang.

Størstedelen af bjergarterne i Spanien, dvs. især højsletteområderne, er dannet i Palæozoikum (545-245 mio. år før nu) og består af eroderede sandsten, skifer, granit, gnejs og kvartsit.

Yngre bjergartsdannelser er Pyrenæerne i nordøst og Sierra Nevada i syd, der er dannet ved den alpine foldning for 110-5 mio. år siden.

Spanien har kun få naturlige søer, men mange er etableret kunstigt vha. dæmninger som vandreservoirer mhp. kunstvanding og til vandkraft.

Klima

De klimatiske forhold i Spanien kan overordnet inddeles i tre hovedgrupper med Atlanterhavsklima ved kystområderne i nord, Middelhavsklima langs kysterne mod øst og syd og kontinentalt klima på den centrale højslette.

I regionerne ud til Biscayen og Atlanterhavskysten mod nord og nordvest er klimaet mildt, tempereret og fugtigt, med en årlig jævn nedbør på over 1000 mm og kølige, fugtige vinde fra nord.

Middeltemperaturerne svinger fra 9 °C om vinteren til 18 °C om sommeren. Den rige nedbørsmængde gør landskabet frodigt og betingelserne for kvægavl, ager- og skovbrug ideelle.

Øst- og sydkystens Middelhavsklima giver tørre og varme somre (med middeltemperatur på ca. 25 °C) og milde, delvis nedbørsrige vintre (ca. 11 °C i gennemsnit).

Den årlige nedbørsmængde varierer dog fra ca. 800 mm ved Costa Brava i nordøst til 220 mm ved Almería på Costa del Sol. Også Ebrodalen og indlandet i det meste af Andalusien og Extremadura har Middelhavsklima.

Højsletten i det centrale Spanien har tørt kontinentalt klima med en årlig nedbørsmængde på kun 400-600 mm, som overvejende falder forår og efterår. De hede somre har middeltemperaturer på ca. 25°C, og om vinteren kan der blive ned til omkring 2-4°C.

De varmeste egne af Spanien ligger i Andalusien i Sydspanien, som er påvirket af de varme vinde fra Nordafrika og Sierra Nevada, der giver læ for Middelhavsvindene.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig