Spanien – historie (Spanien som stormagt), Allerede år inden pave Alexander 6. i 1496 tilstod Ferdinand 2. og Isabella 1. titlen De katolske monarker begyndte kongeparret en reform med det formål at kontrollere adelen og bekæmpe indre uro, bl.a. gennem den militære organisation Santa Hermandad.
Også krigen mod muslimerne blev genoptaget, og efter knap ti år erobredes Granada. Samme år, dvs. i 1492, blev Christoffer Columbus udsendt af Castilien og opdagede Amerika. I årene efter gjorde han og andre en række opdagelser, og med Tordesillastraktaten af 1494 blev de nyopdagede lande delt mellem Spanien og Portugal.
Consejo de Indias blev oprettet for at varetage administrationen af områderne, ligesom Casa de contratación skulle varetage handelen. De Kanariske Øer blev endegyldigt sluttet til Spanien ligesom Navarra. I 1497 begyndte erobringer i Nordafrika, og i Italien blev Neapel erobret under hærføreren Gonzalo Fernández de Córdoba, "El Gran Capitán".
Karl 1. var arving til flere kæmpeområder: Østrig og den tysk-romerske kejsertrone, Milano, De Nederlandske Provinser og Flandern og Burgund, Aragonien, Catalonien, Valencia, Mallorca, Sardinien, Sicilien og Neapel, Castilien, León, Navarra, Granada samt områder i Nordafrika, De Kanariske Øer og de nye lande i Amerika. Da han i 1519 blev kronet til tysk-romersk kejser som Karl 5., fik denne fabelagtige arv en ny politisk betydning: Vesteuropa blev samlet under Karls kejserlige ægide, dvs. beskyttelse, og kun Frankrig og de tyske protestanter modsatte sig ham.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.