Spanien - historie (1600- og 1700-t), 1600- og 1700-t. betød enden på den spanske dominans i Europa. Under Filip 3. (reg. 1598-1621) svækkedes den kongelige magt gennem tilfældige protegéers regering. Under Filip 4. forværredes de ydre konflikter, og internt fandt den langvarige og blodige catalanske opstand sted (1640), fulgt af den portugisiske (1641-65), der førte til Portugals løsrivelse. Spanien tabte det overherredømme, som Karl 5. og Filip 2. havde haft i Vesteuropa. Den spanske hær klarede sig godt i begyndelsen af 1600-t., men led en række nederlag i Trediveårskrigen. Frankrig vandt frem i Sydeuropa og fik en række landområder fra Spanien ved fredsslutninger i 1659, 1668 og 1678, og separatistiske bevægelser i Catalonien, Neapel og på Sicilien svækkede yderligere Spaniens magt.

I 1665 kom den fireårige og mentalt retarderede Karl 2. på tronen. Landet var da ruineret, og tropperne i opløsning; ulykker, som hans 35-årige styre ikke fik rettet op på.

Læs videre om Spanien 1700-1808, gå tilbage til starten af Spanien - historie, se den historiske oversigt eller læs om Spanien generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig