La Mancha, (sp., vist af arab. manša 'tørt land, ørken'), højslette i det centrale Spanien (650-700 m) SØ for Madrid i regionen Castilla-La Mancha. Den flade, tørre slette med de kolde vintre og varme somre er afgrænset af Sierra Morena mod syd, Serania de Cuenca mod øst, Tajo-floden mod nord og Montes de Toledo mod vest. I det tyndt befolkede område er landbrug den vigtigste økonomiske aktivitet med dyrkning af korn og vin. La Mancha er kendt som hjemsted for den klassiske helt Don Quixote fra romanen af Miguel de Cervantes Saavedra.

Vin

Med sine næsten 200.000 ha er La Mancha det største vindistrikt i verden. Nedbørsmængden er forsvindende, og udbyttet per ha meget lavt, ligesom kvaliteten fortsat er beskeden. Langt hovedparten er masseproduceret hvidvin lavet af druen airén. Se også Spanien (vin).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig