Moncloapagten, aftale, der blev indgået i oktober 1977 mellem de spanske partier i parlamentet og Adolfo Suárez' regering; Moncloa er navnet på statsministerens palæ.

Pagten indeholdt to aftaler, en økonomisk, som blev underskrevet af alle partier, og en politisk, som højrepartiet Alianza Popular (senere navn: Partido Popular) ikke underskrev. Aftalen var psykologisk vigtig, da den var et brud på Francotidens fordømmelse af venstrefløjen; se også La Transicíon.

Da venstrefløjspartierne nu blev taget med på råd, accepterede de bl.a. et lønloft under inflationsniveauet og andre økonomiske og finansielle stramninger. Til gengæld fik de en række løfter om politiske reformer, hvoraf kun få blev gennemført. Aftalerne gjorde derfor senere fagforeningerne, der ikke havde underskrevet, mistroiske over for aftaler, der var indgået med regeringen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig