Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ETA

Oprindelig forfatter KL-N Seneste forfatter Redaktionen

ETA. Tre maskerede personer med baskerhuer foran ETA's flag. Et Baskerlandsymbol ses i forgrunden. Foto udsendt af ETA 2006.

ETA. Tre maskerede personer med baskerhuer foran ETA's flag. Et Baskerlandsymbol ses i forgrunden. Foto udsendt af ETA 2006.

ETA, Euzkadi Ta Azkatasuna, ('det baskiske hjemland og frihed'), baskisk organisation. ETA dannedes i 1959 og blev kendt for sin voldelige modstand i 1960'erne og 1970'erne mod Francisco Francos regime, som undertrykte baskerne.

Organisationens mål var både nationalistisk med krav om et uafhængigt og forenet Baskerland og antikapitalistisk. Efter Francos død i 1975 rettede ETA terroren mod de nye demokratiske myndigheder i Madrid og fra 1980 mod de nye selvstyreorganer i Baskerlandet.

Efter mislykkede hemmelige forhandlinger om våbenhvile markerede ETA sig atter i 1997 med et makabert mord på den unge konservative kommunalpolitiker Miguel Ángel Blanco (1968-97). Handlingen udløste den hidtil største folkelige modstand mod ETA's terror i form af massedemonstrationer i flere større spanske byer. Siden 1968 er over 800 personer blevet dræbt.

Annonce

Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 kom ETA på EU's liste over terrororganisationer, og i 2002 blev en lov vedtaget i Spanien, som gjorde det muligt at forbyde ETA's politiske talerør, partiet Herri Batasuna (Folkets Enhed).

Forhandlinger i 2006 om forsoning mellem Madridregeringen og ETA endte ikke med positivt resultat – dog blev der i marts 2006 indført permanent våbenhvile, mens regeringslederen José Luis Rodriguez Zapatero forberedte fredsforhandlingerne.

I januar 2011 erklærede ETA igen pemanent våbenhvile, men blev afvist af den spanske regering, der ikke mente, at organisationens erklæring var vidtrækkende nok. Efterfølgende udsendte ETA i oktober samme år en meddelelse, hvor de udtalte, at de definitivt ville stoppe den væbnede kamp. Samtidig opfordrede de den franske og spanske regering til at indgå i dialog omkring en løsning på konsekvenserne af regionens konflikt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kay Lundgreen-Nielsen: ETA i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72469