Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Trás-os-Montes e Alto Douro

Oprindelige forfattere LJ og Lohse Seneste forfatter Redaktionen

Trás-os-Montes e Alto Douro, tidligere provins i Portugal i landets nordøstligste hjørne omfattende distrikterne Bragança og Vila Real, dvs. landskabet Trás-os-Montes, og dele af distrikterne Viseu og Guarda syd for floden Douro; efter Portugals inddeling i statistiske regioner indgår området nord for Douro i regionen Norte, resten i regionen Centro.

Provinsen afgrænsedes mod nord og øst af Spanien, mod syd af Dourofloden og mod vest af bjergkæderne Serra do Barroso, Serra da Cabreira og Serra do Marão og mod syd af Serra de Montemuro. Området er meget bjergrigt, en del af højsletten på Den Iberiske Halvø.

Af økonomisk betydning er i den sydlige del især vinavl (portvin og rødvin), i den nordlige del oliven, kork og mandler, men arbejdskraften søger bort, og befolkningstallet har i en længere årrække været faldende. De største byer er Bragança og Vila Real. I NØ ligger naturparken Parque Natural de Montesinho.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lis Jensen, Birger Lohse: Trás-os-Montes e Alto Douro i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=173870