Coimbra

Coimbras historie går tilbage til førromersk tid; byen hed oprindelig Aeminium, men tog navn efter den ca. 15 kilometer sydligere beliggende Conimbriga, der blev ødelagt af sveberne 468. Coimbras meget gamle bispesæde blev også overført derfra. I 715 erobredes byen af maurerne, der først endegyldigt blev fordrevet af de kristne i 1064.

I 1100-1200-tallet var Coimbra kongelig residens og gennem hele middelalderen ofte mødested for den portugisiske rigsforsamling, Cortes.

Universitetet, som var grundlagt 1290, blev i 1307 flyttet fra Lissabon til Coimbra, hvor det med undtagelse af perioderne 1338-1354 og 1377-1537 siden har ligget. Det er især kendt for sit rigt dekorerede bibliotek fra 1700-tallet med righoldige manuskriptsamlinger samt for festsalen Sala dos Capelos. Tæt knyttet til universitetslivet er den særprægede Coimbra-fado, en serenade, som altid synges af mænd.

I portugisisk billedhuggerkunst fik Coimbra i 1500-tallet en afgørende rolle, da Coimbraskolen med bl.a. Nicolas de Chanterène introducerede renæssancen i portugisisk skulpturkunst. Skolens arbejder findes i byens kirker, fx prædikestolen i Santa Cruz og portalen Porta Especiosa på Sé Velhas nordside. Desuden findes de på museet Machado de Castro.

Indtil 1900-tallet havde Coimbra Portugals eneste universitet (ud over universitetet i Évora, 1559-1759), hvilket afgørende har præget byen, der først forholdsvis sent udviklede større kommercielle og industrielle virksomheder. Da byen ligger på aksen Lissabon-Porto, indgår den som del af den dynamiske kystzone, hvor Portugals udvikling i stadig højere grad koncentreres, og den formår at bevare status af "minimetropol" mellem landets to tyngdepunkter.