Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tarragona

Oprindelige forfattere Aaris, LAa og MeHa Seneste forfatter Redaktionen

Tarragona. Puente de Ferreras.

Tarragona. Puente de Ferreras.

Tarragona, provins i Catalonien i NØ-Spanien ud til Middelhavet; 6283 km2, 702.979 indb. (2005).

Landbruget producerer vin, oliven, mandler, hasselnødder og den særlige jordmandel chufa samt med kunstvanding citrusfrugter og grøntsager; en mindre risproduktion findes i deltaet ved floden Ebro. Langs kysten Costa Dorada og ved byen Salou dominerer strandturisme.

Tarragona by

ligger ca. 80 km SV for Barcelona; 128.152 indb. (2005). Denne historiske by har omfattende bygningsanlæg fra antikken. I dag er der med byfornyelse skabt nye beboelseskvarterer og elegante strandpromenader helt ind i centrum. Hovedstrøget Rambla Nova samler den gamle og nye by og ender højt på en klippe med udsigt over havet.

Annonce

Tarragona er en vigtig havneby for handel og fiskeri med store havnerelaterede industrier, bl.a. olieraffinaderier og kemisk industri.

Infrastrukturen med nord-syd-gående jernbane og motorvej kombineret med lufthavn ved handelsbyen Reus understøtter byens alsidige industriproduktion, der også omfatter levnedsmidler, tekstil- og metalvarer. Katedralen (1100-1200-t.) er romansk/gotisk og markant placeret i den gamle bydel.

Tarragona. Blandt de velbevarede levn fra den romerske by er dette amfiteater fra 1. årh. e.Kr. Ifølge kristen tradition blev biskop Fructuosus brændt her i 259, da han under kristenforfølgelser fastholdt sin kristne tro. I 500-t. opførtes en martyrkirke inde i amfiteatret, der på det tidspunkt ikke længere var i brug. Kirken blev senere ombygget flere gange. Fotografi fra 1986.

Tarragona. Blandt de velbevarede levn fra den romerske by er dette amfiteater fra 1. årh. e.Kr. Ifølge kristen tradition blev biskop Fructuosus brændt her i 259, da han under kristenforfølgelser fastholdt sin kristne tro. I 500-t. opførtes en martyrkirke inde i amfiteatret, der på det tidspunkt ikke længere var i brug. Kirken blev senere ombygget flere gange. Fotografi fra 1986.

Historie

Tarragona, antikkens Tarraco, var oprindelig en keltiberisk bosættelse. I 200-t. f.Kr. blev den erobret af romerne og var et vigtigt romersk støttepunkt under 2. Puniske Krig. Under Cæsar blev Tarraco romersk koloni, og kejser Augustus gjorde den til det administrative centrum for provinsen Hispania Citerior (senere Tarraconensis).

Betydelige levn fra den romerske periode står i dag tilbage. De ældste dele af bymuren stammer fra 200-t. f.Kr. Af offentlige bygninger findes endvidere bl.a. forum, et teater og et amfiteater. 4 km NV for byen står en velbevaret akvædukt og den såkaldte Scipionernes Grav.

475-712 var byen under visigotisk overherredømme og 714-1118 under arabisk. Den var senere en del af kongedømmet Catalonien-Aragonien. I 1811 blev Tarragona erobret og ødelagt af franskmændene i forbindelse med Den Spanske Uafhængighedskrig, og 1833 blev byen hovedstad i provinsen af samme navn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Malene Aaris, Lars Aaris, Merete Harding: Tarragona i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=169984