Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Soria

Oprindelige forfattere Aaris og CJoe Seneste forfatter Redaktionen

Soria, provins i regionen Castilla y León i det nordlige Spanien; 10.287 km2, 91.487 indb. (2005). Den tyndtbefolkede og højtbeliggende provins afgrænses mod nord af bjergkæden Sierra de Cebollera, hvor også floden Duero har sit udspring.

Soria by

ca. 175 km NØ for Madrid er provinsens hovedstad og ligger på en højslette i ca. 1050 m højde ved floden Duero; 37.200 indb. (2005). Såvel by som provins har været præget af fraflytning gennem 1900-t.'s sidste årtier.

Sorias erhvervsaktiviteter består hovedsagelig af fremstilling af fødevarer, sæbe og teglsten samt opskæring af træ på byens savværker. Landbruget omkring byen er præget af korndyrkning og fåreavl.

Annonce

Byen har fine eksempler på romansk arkitektur fra 1100- og 1200-t. med kirkerne Santo Domingo og Coligiata de San Pedro, sidstnævnte med en smuk portal i platereskstil, og klostret San Juan de Duero.

Soria var i middelalderen en vigtig grænseby ved Duerolinjen mod det muslimsk dominerede Spanien i syd.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Malene Aaris, Carsten Jørgensen: Soria i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162451