lokalhistorie

Lokalhistorie er en historisk disciplin med udgangspunkt i lokalområder. Lokalhistorien i Danmark har sin oprindelse i 1600-1700-tallets topografiske beskrivelser, der kunne omfatte hele landet (fx Peder Hansen Resens Atlas Danicus) eller enkelte byer og egne. Interessen for og kærlighed til lokaliteten blev dengang ofte forbundet med teorier om dens opståen og forslag til dens videre opblomstring.

I 1800-tallet ændrede genren karakter, idet der blev lagt mere vægt på at formidle historisk viden. Enkelte landsdele fik egne historiske tidsskrifter (Fyn 1859, Jylland 1866, Sønderjylland 1889), der opstod museer i en række provinsbyer, og i 1889 blev tre landsarkiver oprettet. Der var dermed skabt baggrund for det nybrud, som blev indvarslet med de amtshistoriske samfund (oprettet i årene efter 1902), der holder møder og udgiver lokalhistoriske årbøger.

Siden er antallet af foreninger og institutioner vokset betydeligt, og lokalhistorie har antaget karakter af en folkelig bevægelse. Flere museer er kommet til, og lokalhistoriske foreninger er opstået i mange sogne. Noget afgørende nyt skete med oprettelsen af de lokalhistoriske arkiver — en amatørbevægelse, der især tog fart i 1960'erne. I 1990'erne er hele landet dækket af lokalarkiver, hvis arbejde supplerer de statslige arkivers. I 1971 oprettedes Lokalhistorisk Afdeling ved Historisk Institut, Københavns Universitet.

Årsagerne til den kraftige udbygning af lokalhistoriens organisationsapparat siden 1960'erne og den stigende interesse for fagområdet er såvel videnskabsinterne, fx interesse for social- og mentalitetshistorie, og videnskabseksterne, begrundet i en interesse for nærsamfundet og individets trivsel. Samtidig findes nære berøringspunkter med andre videnskaber som etnologi, folkloristik og genealogi.

Mange historiske problemer kan bedst eller måske udelukkende løses via lokalhistoriske undersøgelser, som herved underbygger og uddyber rigshistorien. I andre tilfælde kan sådanne undersøgelser tjene som pilotprojekter, der ofte vil kunne forfine problemstillinger og sætte spørgsmålstegn ved generelle opfattelser. I den forbindelse har sammenlignende lokalhistoriske studier betydelig interesse. Men ved siden heraf har lokalhistorien en klar folkelig dimension, idet betydelige kredse ikke alene ønsker at læse om de enkelte lokaliteters historie, men også går aktivt ind i arbejdet med at indsamle og registrere kilderne hertil og skrive den lokale historie. Den "lille" historie er ofte nemmere at begribe end den "store", og her har lokalhistorien klare formidlingsmæssige fortrin.

At det kan være svært at give en præcis definition af begrebet lokalhistorie, vil mange af disciplinens dyrkere anse for en fordel. Uden snævre bindinger kan man studere en lokalitet og dens mennesker dels som en helhed, der er forskellig fra andre helheder, dels som en helhed, der virker sammen med andre større og mindre helheder. Se også hjemstavnsbevægelse.