Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Srebrenica

Oprindelige forfattere GNis og MRoed Seneste forfatter Redaktionen

Srebrenica.  I november 2004 undskyldte Republika Srpskas regering officielt for de serbiske massenedslagtninger af våbenløse bosniske mænd og store drenge i og omkring Srebrenica i 1995, og i juli 2005 deltog Serbiens præsident, Boris Tadić, i mindehøjtideligheden på stedet. Fotografiet er fra en begravelsesceremoni ved mindestedet Potocari, 11.7.2006.

Srebrenica, by i Bosnien-Hercegovina 75 km ØNØ for Sarajevo. I 1991 havde den 37.200 indb., hvoraf 75% var bosniske muslimer og 25% bosniske serbere. Byen bebos efter borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina 1992-95 næsten udelukkende af serbere, hvoraf flertallet er flygtninge fra Krajina (Kroatien) og internt fordrevne bosniske serbere fra det centrale Bosnien-Hercegovina.

Srebrenica var blandt de byer, som FN erklærede for sikkert område; alligevel blev den i 1995 erobret af bosnisk-serbiske styrker, uden at FN eller en lille hollandsk FN-styrke med hovedkvarter i byen kunne stille noget op. Byen blev af de bosniske serbere anset for at være af strategisk betydning, da de ikke ønskede en muslimsk enklave dybt inde i, hvad de anså for bosnisk-serbisk territorium.

Efter erobringen gennemførte de bosniske serbere en omfattende etnisk udrensning og krigens største massakre på op imod 8000 mænd og store drenge. Størstedelen af byens oprindelige muslimske befolkning lever som internt fordrevne i muslimske områder af Bosnien-Hercegovina.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Nissen, Martin Rødbro: Srebrenica i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163823