Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Slovenien - historie

Oprindelig forfatter KFle Seneste forfatter BlochP

Slovenien har i oldtiden formentlig været beboet af illyriske stammer samt keltiske indvandrere og har været helt eller delvis romaniseret omkring 500 e.Kr. Fra 500-t.s slutning indvandrede slovenerne, et slavisk folk. De bosatte sig i det nuværende Slovenien samt i de tilgrænsende dele af det nuværende Italien og Østrig. Omkring 800 blev området en del af Karl den Stores rige, senere var det delt mellem forskellige tyske fyrstendømmer og patriarkatet Aquileia i Norditalien. Slovenernes centrale område var markgrevskabet (senere hertugdømmet) Krain med byerne Kranj og Ljubljana. Krain kom sammen med andre slovenske områder under de østrigske habsburgere i 1282, mens de slovenske byer i det nordvestlige Istrien 1279-83 kom under republikken Venezia for først efter dennes fald 1797 at blive forenet med de øvrige slovenske områder under østrigsk herredømme.

1809 måtte de østrigske habsburgere afstå deres slovenske områder til Frankrig, som gjorde dem til en del af sine "illyriske provinser", der fik Ljubljana som hovedstad. I 1814 fik Østrig dem tilbage, og frem til 1918 var Slovenien en integreret del af Det Østrigske Rige. Da det blev opløst i november 1918, blev Slovenien delt. De vestlige områder kom under Italien, mens den centrale og østlige del, hvor flertallet af befolkningen var slovenere, blev en del af det nyoprettede Kongerige af Serbere, Kroater og Slovenere (fra 1929 Jugoslavien).

Under 2. Verdenskrig blev det slovenske område ved Jugoslaviens opløsning i 1941 delt mellem Tyskland og Italien. I 1945 blev der skabt en slovensk folkerepublik inden for rammerne af Den Føderative Folkerepublik Jugoslavien; for første gang kom en selvstændig politisk enhed, Slovenien, i stand. I 1947 blev Sloveniens grænse udvidet mod vest på Italiens bekostning, idet dog Trieste og det nordvestlige Istrien blev gjort til en fristat. Den blev delt i 1954, således at Trieste by genforenedes med Italien, mens baglandet deltes mellem Slovenien og Kroatien. Hermed fik Slovenien en kort kyststrækning langs Adriaterhavet.

Annonce

Den slovenske stat er således af ny dato, men befolkningen har fastholdt eget sprog og egen kultur gennem mere end 1000 år. Mod slutningen af 1800-t. opnåede slovensk ligestilling med tysk som officielt sprog i hertugdømmet Krain, hvor slovenerne fik flertal i landdagen i 1867. Slovenerne fik også deres egne repræsentanter i det østrigske parlament, Rigsrådet, i Wien, og 1907 indførtes almindelig valgret for mænd. Perioden frem til 1918 blev tillige en tid med stærke økonomiske fremskridt. Slovenerne havde derfor både politisk, kulturel og økonomisk baggrund for at spille en væsentlig rolle i den nye jugoslaviske stat. Ved Titos død i 1980 var Slovenien ubetinget den økonomisk mest veludviklede af de jugoslaviske republikker og havde også et dynamisk og liberalt kulturliv.

Under Jugoslaviens stadig alvorligere økonomiske krise i 1980'erne øgedes spændingerne mellem Slovenien og de andre republikker, især Serbien. Slovenerne gik ind for vidtgående reformer i liberal retning, og forsøg på at holde slovenerne nede, især efter S. Miloševićs magtovertagelse i Serbien i 1987, førte kun til en øget slovensk utilfredshed. I januar 1990 brød det slovenske kommunistparti ud af den jugoslaviske Kommunisternes Liga, og under ledelse af M. Kučan omdannedes partiet til Partiet for Samfundsmæssig Forandring. I foråret 1990 afholdt Slovenien som den første republik i Jugoslavien frie valg med flere partier. Kučan valgtes til præsident, men til parlamentet sejrede en koalition af ikke-kommunistiske partier under navnet DEMOS. Sloveniens politik var nu Jugoslaviens omdannelse til et statsforbund, en konføderation af uafhængige stater, hvilket især Serbien modsatte sig. I december 1990 stemte 93% af de valgberettigede slovenere om Sloveniens fremtidige status, og 88,5% gik ind for fuld uafhængighed. Da forsøgene i foråret 1991 på at skabe en fredelig politisk omdannelse af Jugoslavien til et statsforbund strandede på serbisk modstand, erklærede Slovenien sig 25.6.1991 for udtrådt af Jugoslavien. Dette udløste 27/6 et angreb fra den jugoslaviske forbundshær, men kampene standsede allerede 4/7, og forbundshæren trak sig ud. Slovenien indførte 8.10.1991 sin egen valuta, men først 15.1.1992 blev Slovenien (ligesom Kroatien) officielt anerkendt af de fleste europæiske lande som et uafhængigt land. Slovenien vandt sin uafhængighed med væsentlig færre ofre end naboen Kroatien, og den politiske situation stabiliseredes hurtigt.

Efter uafhængigheden 1991

Landets præsident, den tidligere leder af kommunistpartiet Milan Kučan, valgt efter de første frie valg i 1990 og genvalgt 1992 og 1997, trådte først tilbage i 2002, som den sidste af de jugoslaviske statsledere fra krigsudbruddet i 1991. Efterfølgeren Janez Drnovšek havde været ministerpræsident 1992-2002 bortset fra en kort periode i 2000 før parlamentsvalget samme år, som bragte ham tilbage som leder af en stor koalition ledet af LDS. Hans partifælle Anton Rop (f. 1960) overtog ledelsen af koalition efter præsidentskiftet, som fandt sted i december 2002; samme måned kom invitationen fra EU-topmødet i København til Slovenien til at indtræde unionen som det første land fra det tidligere Jugoslavien. I Slovenien var der bred politisk enighed om Europa-politikken, mindre om spørgsmålet om optagelse i NATO. Begge spørgsmål blev lagt ud til vælgerne ved en folkeafstemning 23.3. 2003, hvor 89,6% stemte for optagelse i EU og 60,3% for optagelse i NATO. Året efter ratificerede parlamentet enstemmigt optagelsen i EU og med kun tre nej-stemmer optagelsen i NATO.

Foråret 2004 var indenrigspolitisk kendetegnet af en politisk krise som følge af, at forfatningsdomstolen september 2003 havde erklæret fratagelsen af statsborgerskabet for ca. 30.000 udviste minoritetsborgere (især serbere og kroater) i 1992 for ugyldig. Flertallet af parlamentet vedtog en lov i overensstemmelse hermed, hvad der fik det Slovenske Nationalparti og andre partier på højrefløjen til at kræve folkeafstemning om loven. Afstemningen i april 2004 (med en valgdeltagelse på 31,5%) gav et overvældende nej til loven, og det Slovenske Folkeparti trak sig ud af regeringskoalitionen, hvilket førte til en større regeringsrokade. LDS klarede sig dårligt ved det efterfølgende valg til Europaparlamentet i juni, hvad der førte til en udskiftning af udenrigsminister Dimitrij Rupel, LDS, (f. 1946), som Rop gentagne gange havde været i konflikt med, først og fremmest i spørgsmålet om forholdet til Kroatien.

Den udbredte misfornøjelse med forholdet til nabostaten var medvirkende til Rops og LDS's valgnederlag i november 2004, hvor højrefløjspartiet det Demokratiske Parti (DS) mere end fordoblede sit mandattal og for første gang blev Sloveniens største parti, mens LDS mistede en tredjedel af sine mandater og gled ned på en andenplads. Resultatet blev en centrum-højreregering ledet af Janez Janša. Dimitrij Rupel (f. 1946) blev udenrigsminister i den nye regering og indgik i januar 2005 en aftale med Kroatiens ministerpræsident Sanader om søgrænsespørgsmålet; selvom problemerne ikke er løst, har det dog understreget det i øvrigt positive samarbejde mellem nabostaterne.

Læs videre om Sloveniens forhistorie eller om Slovenien generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karsten Fledelius: Slovenien - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161226