Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Serbien og Montenegro (Historie - Jugoslaviens endeligt)

Oprindelig forfatter MRoed Seneste forfatter Redaktionen

Milošević havde indtil 1999 udkæmpet – og tabt – tre krige for Jugoslavien; det blev den fjerde – krigen om Kosovo – der blev begyndelsen til enden for hans karriere. Situationen i Kosovo var blevet stadig mere spændt siden midten af 1980'erne, og i sommeren 1998 blev der foranstaltet omfattende kosovo-albanske demonstrationer mod det serbiske regime med krav om genindførelse af autonomi. Samtidig havde de kosovo-albanske protester også antaget en militant karakter, da oprørsgruppen Kosovos Befrielseshær (UÇK) i stigende grad rettede angreb mod serbiske interesser i Kosovo.

Serbisk militær og politi blev sat ind for at knuse oprøret, men dette førte til internationale krav om en serbisk tilbagetrækning af de militære styrker. Ugers forhandlinger i Frankrig i 1999 var resultatløse, og den 24.3.1999 indledte NATO luftbombardementer af serbiske enheder og stillinger i Kosovo og Serbien for at tvinge de serbiske styrker ud af Kosovo. Denne kampagne blev ført frem til 11.6.1999, hvor Milošević efter NATO-bombninger af også den civile infrastruktur, blev tvunget til at trække sine styrker ud af Kosovo.

I september 2000 var Milošević på valg som Jugoslaviens præsident. På trods af en omfattende propagandakampagne i de statskontrollerede medier blev han slået af oppositionens kandidat, Vojislav Koštunica. Milošević nægtede at anerkende resultatet og lod sig selv udråbe til sejrherre, hvilket førte til omfattende demonstrationer og en generalstrejke. Den 5.10.2000 besatte demonstranter parlamentet i Beograd og hovedkvarteret for det statsejede fjernsyn. Milošević blev tvunget fra magten og seks måneder senere arresteret og udleveret til den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag, hvor han var tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden. Udleveringen var dog meget kontroversiel i Serbien. Efter Miloševićs fald blev oppositionen splittet af intern rivalisering, og en stigende politikerlede har kendetegnet især Serbien: i juni 2004 blev den serbiske præsidentpost besat efter at tre forudgående forsøg – det første i slutningen af 2002 – var kendt ugyldige på grund af for lille valgdeltagelse. Der er fortsat en nationalistisk strømning i serbisk politik, der vil gøre tilnærmelsen til EU vanskelig.

Annonce

Forholdet til Serbiens mindre partner, Montenegro, blev reguleret med vedtagelsen af en ny forfatning den 4.2.2003, der opløste Jugoslavien og erstattede denne stat med en løsere union med navnet Serbien og Montenegro. Ifølge denne kunne parterne i unionen tre år efter forfatningens vedtagelse afholde folkeafstemning om løsrivelse fra unionen. Dette skridt tog Montenegro 21. maj 2006, hvor lige over 55% af befolkningen stemte for uafhængighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Rødbro: Serbien og Montenegro (Historie - Jugoslaviens endeligt) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157852